PRM / “Toppen af kokkene” klar årets danske til Østers-battle

5. oktober 2018 07:10 | Af: Ritzau Info
 

Der er lagt op til en kokkekonkurrence med deltagere fra øverste hylde, når der for første gang i Danmark nogensinde afvikles DM i Østersgastronomi på Mors lørdag den 13. oktober.

Pressemeddelelse fra Morsø Kommune

Otte kokke fra øverste hylde og nogle af landets bedste “kommende stjerner”, indtager køkkener og podiet og skal dyste om at lave en skaldyrsret af ypperste kvalitet.

– vi glæder os over at byde velkommen til nogle af landets bedste kokke til DM i Østersgastronomi og DM i Østersåbning, samt til nogle af landets bedste vintjenere til DM i Champagnesabling. De tre flotte Danmarksmesterskaber er, sammen med opførelsen af det nye banebrydende Nordic Food College, som vi netop har taget første spadestik til, med til at placere Nykøbing Mors som Danmarks Skaldyrshovedstad. Vi glæder os til at byde hele Danmark velkommen til en weekend i skaldyrenes tegn, siger Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V), Morsø Kommune.

Gæsterne til DM i Østersgastronomi får mulighed for at købe smagsprøver fra kokkenes retter ligesom der vil være andre skaldyrsretter til salg ved arrangementet, hvor Jesper Knudsen skal forsvare sit Danmarksmesterskab i Østersåbning i kamp med en række andre danske kokke og Restaurantchef på Ruths Hotel i Skagen, Johan Brodersen, skal forsvare sit Danmarksmester i Champagnesabling.

Arrangementerne finder sted lørdag den 13. oktober 2018 fra kl. 10.00 på havnen i Nykøbing.

Læs mere på www.skaldyrshovedstad.dk
Følgende kokke deltager i DM i Østersgastronomi:

Jeppe Foldager, der er Køkkenchef på Restaurant Kanalen i København, vandt i 2013 sølv ved Bocuse d’Or (VM for kokke) og er oprindeligt udlært på Rosdahls i Aalborg. Han stammer fra Hirtshals og var i 2007 hofkok på Kongeskibet Dannebrog.

Michelin-kokken Michael Nørtoft fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia, deltager med et team bestående af Rasmus Refshauge fra den anerkendte fynske restaurant Restaurant Lieffroy i Nyborg samt broderen Mathias Nørtoft. Michael Nørtoft stammer fra Holstebro, er udlært fra Lieffroy i Nyborg og er en del af Junior-Kokkelandsholdet.

Jacob Jensby er et af landets store kokketalenter og allerede en del af Junior-landsholdet. Han slår til dagligt sine folder i Anlægspavillionen i Holstebro, og er udlært på Under Klippen i Holstebro. Jensbye er født i Oddense i Salling, og får følgeskab til konkurrencen af Niels Odgaard og Nikolaj Dahl (på Junior-kokkelandsholdet), begge fra Anlægspavillionen i Holstebro.

Henriette Bæk Laursen deltager midt imellem et jobskifte. Hun skifter Hotel Tambohus på Thyholm ud med Søllerød Kro i Nordsjælland fra den 1. november, og er et kendt ansigt i den nordvestjyske kokkeverden. Hun teamer op med Frederik Havn og Jonas Dirzu fra den roste Restaurant Sandgaarden i Søndervig.

Habibullah Khaliqdad har en fortid på Københavnske Michelin-restaurant FORMEL B, og arbejder i dag på Restaurant Jonstrup i Kirke Hyllinge. Han får selskab af sin tidligere FORMEL B kollega Jonathan Timothy Berry og Rune Kroman, der er køkkenchef hos ISS.

Lasse David Povlsen har en fortid hos Wassim Hallal på Frederikshøj Kro ved Aarhus, men har også arbejdet på Kong Hans Kælder i København og flere andre steder. Han får selskab af Jens Bach, der er udlært på Vendia Bryghus i Hjørring – samt Theis Kaae Bekker, der er uddannet fra Restaurant Ferdinand i Aarhus.

På Mors finder man Sallingsund Færgekro, der under Jens Peter Skovs ledelse fortsat holder den gastronomiske fane højt. Bob Trinkjær, er manden der holder gryderne i kog på den gamle færgekro, og han stiller op flankeret af Georg Vinther og Kim Kræmmer, begge samme steds fra.

Da Daniel Justesen åbnede Restaurant Limfjordens Hus på den yderste mole i Glyngøre, var det med håbet om at skabe en restaurant med et højt, højt niveau. Det er lykkedes og kunderne strømmer til. Til DM i Østersgastronomi har han hentet sekundanterne i egne rækker : Victor Geisler og Mehmedalija Meco.

Kokkene skal levere serveringer, hvori der indgår minimum LimfjordsØsters og LimfjordsMuslinger.

Dommerpanelet har Per Mandrup som formand. Han er blandt andet hædret med Cordon Rouge, som er den største hædersbevisning indenfor nordisk gastronomi. Han har samlet et dommerpanel bestående af blandt andre en Michelin-kok samt repræsentanter fra Kokkelandsholdet. Dommerpanelets sammensætning er hemmelig grundet risikoen for, at deltagerne kan tilrettelægge deres retter efter dommernes kulinariske præferencer.

Kontakt:

Yderligere information:
Christina Jensen, Projektleder, tlf. 5114 5902

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/toppen-af-kokkene-klar-arets-danske-til-osters-battle?releaseId=13561860

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu