PRM / Tre afdelinger i Vejle-området bliver til én

27. august 2018 09:00 | Af: Ritzau Info
 

Primo 2019 flytter Middelfart Sparekasses afdelinger i Vejle, Vinding og Ødsted sammen på en ny adresse i Vejle: Toldbodvej 2.

Pressemeddelelse fra Middelfart Sparekasse

Tre afdelinger bliver én, når Middelfart Sparekasse primo 2019 samler de cirka 30 kolleger i afdelingerne i Vejle, Vinding og Ødsted på én adresse, Toldbodvej 2.

– Vi har tre gode, velfungerende afdelinger i dag, og at flytningen sker nu skyldes muligheden for at få en optimal placering midt i Vejle med plads til alle næsten 30 medarbejdere fra de tre afdelinger – og rum til flere på sigt, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

Sammensmeltningen af de tre afdelinger udspringer af et ønske om at ville endnu mere i Vejle-området. Der bliver derfor brug for alle hænder fra de tre afdelinger.

– Alle medarbejdere følger med til den nye afdeling, så alle kunder kan beholde deres personlige rådgiver og i det hele taget møde kendte ansigter på den nye adresse. Vi sparer selvfølgelig noget på at drive én afdeling i stedet for tre, og det giver os rum til at investere mere i Vejle. Vi har i dag over 10.000 kunder i Vejle-området, og der er plads til flere. Særligt på erhvervsområdet har vi en tro på, at vi kan vokse yderligere, siger Martin Baltser.

Hvem, der skal stå i spidsen for den nye afdeling, er ikke afgjort endnu.

– Vi ser det som et nyt job i en ny afdeling, hvor alle skal have en fair chance for at komme i betragtning. Derfor bliver stillingen slået op både internt og eksternt, siger Martin Baltser.

Faglige og forretningsmæssige fordele

Der ligger grundige overvejelser bag beslutningen om at gøre tre afdelinger til én.

– Vi ser både faglige og forretningsmæssige fordele ved at samle 30 kolleger under samme tag. Og så er det med at turde handle, når de rigtige lokaler er ledige. På Toldbodvej 2 får vi den nødvendige plads på en både central og synlig beliggenhed, siger Martin Baltser.

Hæveautomat bevares i Ødsted

Særligt kunderne i Ødsted får længere, når de skal i sparekassen efter nytår.

– Derfor bevarer vi hæveautomaten i Ødsted. Det gør, at kunderne fortsat kan klare de mest basale bankforretninger lokalt. Og så har det været vigtigt for os, at alle kunder vil opleve, at deres rådgiver flytter med til den nye afdeling, og at vi fortsat vil bakke op om aktiviteter i både Ødsted, Vinding og hele Vejle, siger Martin Baltser.

Lejemålet fundet, før det blev annonceret til leje

Sparekassen nye adresse på havnen i Vejle nåede aldrig at blive annonceret til leje. Der blev taget hurtig kontakt til Colliers, da det forlød, at Toldbodvej 2 var ledig. Hos Colliers i Vejle er erhvervsmægler Hans Holmann glad for det hurtige forløb.

– Sagen har været løst off-market, og lejemålet har således ikke været annonceret. Ejendommen er særdeles velegnet til pengeinstitut, og beliggenheden er rigtig god, fin udsigt og høj facadeværdi. Derfor var der også tale om en relativt kort proces, da vi har flere i vores netværk, der er interesserede i netop denne type ejendom. Vi havde fra starten en rigtig god dialog med Middelfart Sparekasse og er rigtig glade for at kunne ønske dem tillykke med deres nye domicillejemål, siger Hans Holmann.

Adm. direktør Martin Baltser er tilsvarende tilfreds. Han ser frem til at byde alle interesserede velkommen på den nye adresse. Den præcise dato er ikke lagt fast endnu, men det bliver i begyndelsen af 2019.

– Det er med vemod, vi siger farvel til de tre adresser, hvorfra vi har drevet gode forretninger med tilfredse medarbejdere og tilfredse kunder. Men vi tror på, at vi kan gøre det endnu bedre ved at rykke tættere sammen og skabe rum til at investere endnu mere i Vejle, siger adm. direktør Martin Baltser.

Kontakt:

Adm. direktør Martin Baltser tlf.: 27900500 email: mnb@midspar.dk

Kommunikationschef Bjarne Jacobsen tlf.: 2790664 email: bja@midspar.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tre-afdelinger-i-vejle-omradet-bliver-til-en?releaseId=13396343

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu