ANNONCE

PRM / Trods corona-krise: Kontakt lægen ved symptomer på kræft

30. marts 2020 16:56 | Af: Ritzau Info
 

Ændret afføring, uforklarlige blødninger, længerevarende hoste og uforklarligt vægttab. Tøv ikke med at kontakt lægen, hvis du oplever tegn på kræft, siger Janne Bigaard, overlæge i Kræftens Bekæmpelse.

Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

Hvert år får knap 45.000 danskere en kræftdiagnose. Kræft behandles mest effektivt, når det opdages tidligt, og derfor er det vigtigt, at du reagerer hurtigt på symptomer, som kan være kræft. Også i en corona-tid.

Men ifølge både Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Dansk Selskab for Almen Medicin og Danske Patienter er der for tiden færre henvendelser end normalt fra borgere, der har symptomer på alvorlige sygdomme som hjertelidelser og kræft. Senest har Region Nordjylland meldt ud, at færre borgere henvender sig til lægerne med symptomer på bl.a. kræft, hvilket har resulteret i et fald på knap 20 pct. i henvisningerne til kræftpakkeforløb.

Kræft holder ikke pause

I Kræftens Bekæmpelse kan overlæge Janne Bigaard sådan set godt forstå, at danskerne tøver med at kontakte sundhedsvæsnet, hvis det ikke handler om corona. Det kan nemlig være et udtryk for, at de ønsker at gøre plads til patienter smittet med corona. Men, siger Janne Bigaard:

– Vi kan desværre ikke sætte kræft på pause. Jeg vil derfor opfordre til, at man ikke udskyder sit opkald til lægen, hvis man eksempelvis går og er bekymret, fordi man har symptomer på noget, der måske kan være kræft.

Janne Bigaard opfordrer alle til at kontakte lægen ved kræftmistanke. Også selvom du måske oplever, at det ikke føles akut – eller du ikke har direkte smerter.

Det skal du være opmærksom på

Men hvad er det så, danskerne skal være særligt opmærksomme på?

– Både de specifikke og de uspecifikke symptomer på kræft, siger Janne Bigaard.

– Det er nemmere at opdage en knude, en uforklarlig blødning eller et modermærke, der forandrer sig – end at ens almentilstand ændrer sig. Måske har man gennem noget tid været hæs eller haft en hoste, der bliver værre og værre, eller man taber sig uforklarligt, forklarer hun.

Der kan også være en række andre symptomer, der kan være tegn på kræft. Det er derfor afgørende, at man reagerer og kontakter sin læge for at få det undersøgt, hvis man oplever forandringer ved sin krop, der ikke kan forklares.

– Vær særligt opmærksom i denne tid, hvor vi kan have tendens til at udskyde eller negligere symptomer på grund af corona, siger Janne Bigaard.

Fortsat hurtig udredning af kræft

Heller ikke i sundhedsvæsenet er kræft sat på pause.

Hospitalerne tilbyder alle nødvendige undersøgelser for kræft og kræftbehandling, og reglerne for den maksimale ventetid til kræftbehandling gælder trods corona.

FAKTA

Disse symptomer skal du være opmærksom på:

Det er vigtigt at være opmærksom på både de specifikke – og de mere uspecifikke symptomer på kræft. Læs mere her om syptomer, der kan være kræft:

https://www.cancer.dk/de7tegn/

Kontakt din læge – hvis du oplever et af de 7 tegn på kræft

OBS:
Dine symptomer behøver ikke være tegn på kræft
Har du en mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte din læge. Det er vigtigt at blive undersøgt grundigt, så du kan slippe mistanken eller blive behandlet, hvis der er tale om kræft.

Næsten alt, der kan være symptomer på kræft, kan ligeså godt være symptomer på noget andet.

Kontakt:

Kontakt:
Presse- og kommunikationsrådgiver Arne Notkin
35 25 75 00

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/trods-corona-krise-kontakt-laegen-ved-symptomer-pa-kraeft?releaseId=13590916

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu