ANNONCE

PRM / Tusindvis trodsede varmen og samlede ind til kræftsagen – indsamlingen fortsætter digitalt

16. august 2020 18:33 | Af: Ritzau Info
 

Søndag den 16. august trodsede tusindvis af frivillige hedebølgen for at samle ind til kræftsagen. Landsindsamlingen var den første af de store danske indsamlinger, der blev gennemført fysisk, efter corona er kommet til landet. Og det har ændret landsindsamlingen markant i år. Den digitale indsamling fortsætter, og derfor bliver det endelige resultat først offentliggjort på et senere tidspunkt.

Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

På en smuk, rekordvarm sommerdag var tusindvis af danskere fra hele landet på gaden for at samle ind til Kræftens Bekæmpelses årlige landsindsamling.

– Vi er så taknemmelige over den imponerende indsats, foreningens frivillige har ydet. Og vi er lykkelige over den positive modtagelse og folkelige opbakning fra danskerne, som indsamlerne har mødt. Det betyder uendeligt meget, at så mange frivillige trods alt valgte at bruge deres søndag på at samle ind til kræftsagen. Og ikke mindst at alle, der var hjemme og åbnede døren, var så imødekommende, siger direktør i Kræftens bekæmpelse, Jesper Fisker.

Håndsprit og mundbind med på ruten

Normalt ligger landsindsamlingen i foråret, men på grund af corona blev årets indsamling skubbet til august. Det har betydet, at planlægningen måtte starte forfra, og Kræftens Bekæmpelse har måttet udtænke nye løsninger og indrette alt på en coronasikker måde i en tid, hvor forholdsreglerne løbende har forandret sig.

– Mine døtre og jeg samlede ind med mundbind. Dem, som bemærkede det, havde kun positive kommentarer, fortæller Jesper Fisker.

For at coronasikre landsindsamlingen bedst muligt blev alle indsamlere nemlig sendt på gaden med håndsprit og mundbind. Og udlevering og aflevering foregik i mindre grupper.

– Det er en ekstraordinær og fantastisk indsats, der i år blev ydet fra alle involverede. Det har krævet mange kræfter gentænke hele indsamlingen, planlægge den på ny og finde coronasikre løsninger. De mange indsamlere og frivillige, som har doneret deres tid, og alle dem, som har givet et bidrag, gør en fundamental forskel for kræftsagen, siger Jesper Fisker.

Færre indsamlere på gaden
Flytningen af indsamlingen kombineret med hedebølge og corona har betydet, at der var langt færre indsamlere på gaden, end der plejer, ligesom langt færre var hjemme i det varme vejr. Og det vil formentligt resultere i et lavere indsamlingsresultat end tidligere år, forudser Jesper Fisker.

Men som noget nyt har Kræftens Bekæmpelse i år lanceret en digital indsamling på Facebook, som fortsætter den næste uges tid. Det er også muligt at donere via Mobile Pay 93 80 00.

Visse steder af landet, som f.eks. Aarhus og Silkeborg, hvor smittetrykket er højt, har man helt droppet de fysiske indsamlinger og sadlet om til digitale indsamlinger i stedet.

Der er i skrivende stund er cirka 2500 indsamlere i gang på Facebook.

Brug de digitale muligheder
Jesper Fisker opfordrer danskerne, som ikke har mødt en indsamler i dag, til at benytte de nye digitale donationsmuligheder.

– Kræft holder ikke pause under corona, og kræft er samtidig den sygdom, som flest danskere dør af. Så der er hårdt brug for de indsamlede midler. Derfor håber jeg, at alle som har lyst til at støtte kræftsagen, vil donere i år. Det er vigtige bidrag, som er med til at bane vejen for, at færre får kræft, og at flere overlever og har et godt liv efter sygdommen, siger Jesper Fisker.

Ud over at donere via Facebook, kan man også donere beløb via MobilePay, sms og bankoverførsler.

De indsamlede penge er med til at gøre en stor forskel for kræftsagen – kun 3 procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige – resten af pengene kommer fra danskerne.

Kræftens Bekæmpelse forventer at resultatet fra årets landsindsamling bliver offentliggjort fredag den 21. august 2020.

FAKTA OM LANDSINDSAMLINGEN:

– Kræftens Bekæmpelses landsindsamling er den første store indsamling, der gennemføres efter corona-nedlukningen.

– Tusindvis af indsamlere var ude med indsamlingsbøtterne i dag.

Den digitale indsamling fortsætter.

– Sidste år blev der indsamlet 35,3 mio. kr.

– Som noget nyt kører landsindsamlingen også som digital indsamling på Facebook den næste uge.

– Det endelige resultat ventes offentliggjort d. 21. august

– De indsamlede penge er med til at gøre en stor forskel for kræftsagen. For hver 100 kr. af indsamlingens overskud går 62 kr. til forskning i kræft, 19 kr. til patientstøtte, 16 kr. til forebyggelse af kræft og 3 kr. til administration.

– Kun 3 pct. af Kræftens Bekæmpelses indtægter kommer fra det offentlige.

Kontakt:

Kontakt
Presse- og kommunikationsrådgiver
Arne Notkin
35 25 74 00

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tusindvis-trodsede-varmen-og-samlede-ind-til-kraeftsagen-indsamlingen-fortsaetter-digitalt?releaseId=13597928

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu