PRM / Udmøntning af aftalen om indsats mod kvotekoncentration i dansk fiskeri

19. juni 2018 20:31 | Af: Ritzau Info
 

Alle Folketingets partier har i dag indgået de sidste aftaler som led i indsatsen mod kvotekoncentration i dansk fiskeri.

Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

Udmøntning af aftalen om indsats mod kvotekoncentration i dansk fiskeri


Alle Folketingets partier har i dag indgået de sidste aftaler som led i indsatsen mod kvotekoncentration i dansk fiskeri. Af aftalen fra november 2017 fremgår, at aftaleparterne i løbet af 2018 skal finde modeller, der kan bidrage til at frigøre midler fra fiskeriet til at iværksætte initiativer til gavn og udvikling for dansk fiskeri. Parterne er nu blevet enige om at tilpasse den allerede eksisterende promilleafgift med det formål at fremskaffe flere midler til udviklingen af fiskeriet. Som opfølgning på de nye bestemmelser om bl.a. kvotelofter er parterne desuden enige om en model for det fremtidige muslinge- og østersfiskeri.

Tilvejebringelse af midler til udvikling af fiskeriet

Parterne er blevet enige om en ny model for den såkaldte promilleafgift, som administreres i Fiskeafgiftsfonden. Afgiften hæves fra de nuværende 2 promille af fartøjernes årlige omsætning til 4 promille for omsætning op til 25 mio. kr. og 6 promille for omsætning over 25 mio. kr.

I den nye model indføres desuden et bundfradrag for alle fartøjer på 500.000 kr. årligt, dvs. der betales ikke afgift for omsætning under 500.000.

Den nye model træder i kraft pr. 1. januar 2019 og skønnes at tilvejebringe et merprovenu på ca. 7,5 mio. kr. De ekstra midler kan blandt andet gå til:

  • Udvikling af systemet for sporbarhed
  • Digitalisering og efteruddannelse
  • Projekt vedrørende regelforenkling
  • Uddannelse og styrket rekruttering til fiskeriet
  • Udvikling af mærke for skånsomt fanget fisk
  • Forskning, herunder om skånsomt fiskeri

Det provenu på ca. 7,5 mio. kr. årligt fra Fiskeafgiftsfonden, som i dag går til medfinansiering af fiskeriets lærlingeordning, der sikrer praktikpladsgaranti i fiskeriet, vil fortsat gå til at understøtte lærlingeordningen.

Sammensætning af bestyrelsen for Fiskeafgiftsfonden


Parterne er enige om at ændre sammensætningen af bestyrelsen for Fiskeafgiftsfonden, der fremover vil bestå af 11 repræsentanter fra både fiskeriforeninger, fiskeindustrien, NGO’er og offentlige interesser.

Medlemmerne indstilles således af

Danmarks Fiskeriforening Producentorganisation – 2 medlemmer

Danmarks Pelagiske Producentorganisation – 1 medlem

Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri – 1 medlem

Danish Seafood Association – 1 medlem

Marine Ingredients Denmark – 1 medlem

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Forbrugerrådet, Det Frie Forskningsråd samt WWF udpeger i samarbejde 5 medlemmer.

Projekt vedrørende auktionering eller udleje af fisk

Parterne er desuden blevet enige om at igangsætte et projekt med henblik på at undersøge, hvordan staten kan bortauktionere eller udleje fisk og skaldyr, hvor provenuet anvendes til initiativer til udvikling af dansk fiskeri. Rammerne for projektet udvikles i løbet af 2018 med henblik på iværksættelse i 2019.

Fremtidig model for muslinge- og østersfiskeriet

Parterne er også blevet enige om en aftale for rettighederne til muslinge- og østersfiskeriet på Limfjorden, der betyder, at personer eller selskaber, der ejer mere end 3 licenser for blåmuslinger og/eller ejer mere end 3 licenser for østers, skal afhænde disse inden udgangen af 2026. Fremadrettet vil det således ikke være tilladt at eje mere end 3 licenser for blåmuslinger og/eller 3 licenser for østers.

Desuden indføres en såkaldt krydsregel for ejerskab af licenser (blåmuslinger og østers) i alle farvande, der betyder, at personer og selskaber, der ejer mere end 1 procent af de samlede danske IOK-kvoter og/eller mere end 0,4 procent af de samlede danske FKA-kvoter, ikke må eje andele af blåmuslinger og østers.

Samtidig ændres de nuværende koncentrationsregler for blåmuslinger og østers på Limfjorden. Fremover må en person eller et selskab være ejer eller medejer af 2 fartøjer, hvortil der er tilknyttet maksimalt 3 licenser for blåmuslinger og 3 licenser for østers. Alternativt må personen eller selskabet være ejer eller medejer af 1 fartøj med 3 licenser for blåmuslinger og 3 licenser for østers. I dag gælder en regel om, at en person eller selskab må være ejer eller medejer af 2 fartøjer med 2 licenser for blåmuslinger og 2 licenser for østers.

I aftalen om muslinge- og østersfiskeriet indgår endvidere nye aktivitetskrav.

For fartøjer med licenser for blåmuslinger indføres et generelt krav om at deltage aktivt i fiskeriet. For fartøjer med licenser for østers gælder, at de skal fiske minimum 25 procent af værdien af den tildelte årsmængde pr. licens. Begge tiltag kræver, at fartøjerne er udstyret med en elektronisk overvågningsenhed, en såkaldt “Black Box” til opsamling af data om fartøjets fiskeri.

Kontakt

Simon Kollerup (S): 33 37 40 20/61 62 51 93

Ib Poulsen (DF): 33 37 51 49 / 61 62 45 21

Erling Bonnesen (V): 33 37 45 21 / 61 62 59 40

Søren Egge (EL): 33 37 50 18 / 61 62 45 43

Carsten Bach (LA): 33 37 4911 / 61 62 45 72

Roger Matthisen (AL): 33 37 48 02 /61 62 46 50

Andreas Steenberg (RV): 33 37 47 15/61 62 50 75

Trine Torp (SF): 33 37 44 15/61 62 45 94

Orla Østerby (K): 40 94 14 10/61 62 49 14

For fiskeriminister Eva Kjer Hansen, kontakt presserådgiver Anna Munck, tlf. 61 97 90 33, mail: annmun@um.dk

Kontakt:

Presserådgiver Anna Munck tlf.: +4561979033 email: annmun@um.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/udmontning-af-aftalen-om-indsats-mod-kvotekoncentration-i-dansk-fiskeri?releaseId=13086837

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu