PRM / Undersøgelse: Den rådgivende lægefunktion ved Akuttelefonen 1813 har hævet kvaliteten

16. august 2018 13:55 | Af: Ritzau Info
 

Håndtering af meningitistilfælde i hovedstadsregionen stillede spørgsmålstegn ved, om den rådgivende lægefunktion ved Akuttelefonen 1813 fungerer. Ny undersøgelse viser, at funktionen har øget kvaliteten og fungerer, men kan forbedres for at minimere risiko for fejl.

Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

Tre meningitistilfælde i 2016-2017, hvor Akuttelefonen 1813 kunne have rådgivet bedre og reageret hurtigere, satte spørgsmålstegn ved om den rådgivende funktion ved Akuttelefonen 1813 fungerede efter hensigten. Derfor besluttede Region Hovedstaden i efteråret 2017 at bestille en uvildig undersøgelse af den rådgivende lægefunktion ved Akuttelefonen 1813.

– Man skal trygt kunne ringe til Akuttelefonen 1813, når man har brug for hjælp og rådgivning. Derfor skal vi altid kigge kritisk på, om det vi gør, er godt nok – især i lyset af de tre tragiske meningitistilfælde i 2016 og 2017, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Øget kvalitet
Det er konsulenthuset Implement Consulting Group, der har undersøgt den rådgivende lægefunktion ved Akuttelefonen 1813. Undersøgelsen konkluderer, at “funktionen bidrager til øget kvalitet – særligt i forbindelse med vanskelige, uklare opkald”. Den rådgivende funktion vurderes at være “et læge- og sundhedsfagligt kvalitetsløft til akuttelefonen 1813, som i øvrigt er velfungerende”.

Undersøgelsen peger dog også på områder, hvor den rådgivende lægefunktion kan forbedres i forhold til blandt andet kompetenceudvikling, bedre information om patienter og ensartet kommunikation.

– Det er betryggende, at vi nu har vished om, at den rådgivende lægefunktion helt grundlæggende fungerer, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. For undersøgelsen peger også på punkter, hvor vi kan gøre det bedre end i dag, og helt generelt er det vigtigt, at vi altid arbejder på at lære og blive bedre. Vores sundhedsvæsen og samlede viden er i konstant udvikling, og vi skal aktivt skubbe på for at sikre, at vi hele tiden lærer nyt og forbedrer os. Gerne ved hjælp af et kritisk blik udefra, som i det her tilfælde, siger Sophie Hæstorp Andersen (S)

I gang med at styrke den rådgivende lægefunktion
Implement Consulting Group kommer med en række anbefalinger, som kan understøtte den videre udvikling af den rådgivende lægefunktion og kvaliteten i opgaveløsningen. Implement peger blandt andet på, at den rådgivende funktion kan styrkes ved at indføre en række kriterier, som lægerne bør opfylde for at varetage funktionen. Lægerne bør blandt andet have erfaring som visiterende eller kørende læge samt have været i praktik ved flere af regionens akutmodtagelser i en intensiv periode. Derudover peger undersøgelsen også på mere ledelse og bedre ledelsesevaluering. Akuttelefonen 1813 har igangsat et arbejde med at styrke de rådgivende lægers kompetencer, hvor anbefalingerne inddrages.

Ny uddannelse på vej
Akuttelefonen 1813 har iværksat et kompetenceudviklingsforløb i tæt samarbejde med rådgivende læger. Konkret er der nedsat en gruppe med rådgivende læger, der arbejder på at definere indholdet af uddannelsen. Det forventes, at gruppen er færdige arbejdet i september, og at selve uddannelsen vil bestå af tre dages undervisning, en følgevagt hos en vagtleder ved Akuttelefonen 1813, en vagt som kørende læge, en følgevagt på en akutmodtagelse og en personlig samtale med den lægefaglige ledelse ved Akuttelefonen 1813. Akuttelefonen 1813 forventer, at ca. 30 læger skal have uddannelsen, som vil foregå i mindre hold.

Udover de anbefalinger som kommer fra Implement, så vil de rådgivende læger fremover også få adgang til borgernes sundhedsoplysninger i Sundhedsplatformen. Så kan de se, hvordan det er gået borgerne, efter de har været i kontakt med Akuttelefonen 1813 og er kommet på hospitalet, og dermed få indblik i om de har fået den rette hjælp. For at styrke visitationen af børn er der derudover iværksat et tværfagligt samarbejde mellem børnemodtagelser og rådgivende læger ved Akuttelefonen 1813.

Fakta om undersøgelsen
Implement Consulting Group har gennemført en længere række interviews og været på observationsstudier ved Region Hovedstadens Vagtcentral. Herudover har Implement analyseret data om eksempelvis aktivitet, henvisningsmønstre og utilsigtede hændelser samt beskrivelser af eksempelvis oplæringspraksis og arbejdsgange.

I undersøgelsen konkluderer Implement, at Region Hovedstadens Akutberedskab fuldt ud har implementeret den rådgivende lægefunktion som et ekstra sundhedsfagligt og lægefagligt element ved Akuttelefonen 1813. Funktionen bidrager til øget kvalitet i opgaveløsningen hos Akuttelefonen 1813 – og herudover spiller funktionen i dag en central rolle i forhold til lægefaglig støtte og sparring for det visiterende personale.

Implement lister en række anbefalinger på områder, som kan understøtte den videre udvikling af den rådgivende lægefunktion og kvaliteten i opgaveløsningen, der vedrørende lægefaglige kompetencer, anciennitet og erfaring ved Akuttelefonen1813, erfaringsgrundlag udover Akuttelefonen 1813, personlige og relationelle kompetencer, samarbejdsrelationer, effektivitet og kvalitetsudvikling.

Her kan du læse den endelige rapport: Kompetenceniveau for rådgivende læger ved Akuttelefonen 1813

Yderligere information:
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), via pressevagten, tlf.: 70 20 95 88

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/undersogelse-den-radgivende-laegefunktion-ved-akuttelefonen-1813-har-haevet-kvaliteten?releaseId=13344113

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu