PRM / Ungdommens Folkemøde: Danske unge har masser af ideer til et cykelvenligt samfund

7. september 2018 16:14 | Af: Ritzau Info
 

Bedre cykelstier. Bedre koordinering af lyskryds. Bedre cykelparkering ved skoler. Bilfri dage. 35 unge diskuterede klima, sundhed og bæredygtig fremtid i Cyklistforbundets fuldt bookede workshop på Ungdommens Folkemøde. De unge kom fra Egedal 10. klasse, Københavns Åbne Gymnasium, Køge Gymnasium, Herlev Gymnasium & HF, Gefion Gymnasium og Svendborg Gymnasium.

Pressemeddelelse fra Cyklistforbundet

Kan vi cykle os til en bedre verden? Hvad gør det ved vores samfund, vores byer og os selv, når vi vælger cyklen? Kan vi få flere unge til at træffe bæredygtige transportvalg? Er ladcyklen fremtidens varetransport?

Det er spørgsmål, som unge i denne weekend debatterer i Cyklistforbundets telt på Ungdommens Folkemøde i Valbyparken i København.

– Nutidens udfordringer skal løses af fremtidens borgere. Det er meget inspirerende at høre de unges bud på, hvordan vi kan bruge cyklen til at skabe en mere bæredygtigt fremtid, siger Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet.

Klaus Bondam er især imponeret af, at de unge var helt med på, at det ikke er nok at sige, at nu skal unge cykle mere. Men at mere cykling også forudsætter politisk vilje til at bygge gode cykelstier og cykelparkering ved skolerne.

I Cyklistforbundets telt kan de unge deltage i quizzer, goldsprintkonkurrencer og debatter med Cyklistforbundets korps af frivillige. Det forventes, at 35.000 unge fra især folkeskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne besøger Ungdommens Folkemøde i år.

WORKSHOP OM FN’S BÆREDYGTIGE VERDENSMÅL
Cyklistforbundet afholdt fredag en fuldt booket workshop med 35 unge fra Egedal 10. klasse, Københavns Åbne Gymnasium, Køge Gymnasium, Herlev Gymnasium & HF, Gefion Gymnasium og Svendborg Gymnasium.

De unge diskuterede, hvordan cyklen kan være med til at løse de store samfundsmæssige udfordringer i forhold til sundhed, trængsel og klima, som vi står overfor, og hvordan cyklen både i Danmark og ude i verdenen kan være med til at indfri FN’s verdensmål om en bæredygtig fremtid.

En af deltagerne var Ananda fra Herlev Gymnasium:

– Det var rigtig sjovt. Man lærte virkelig meget. For eksempel at det går ud over vores liv og vores klode, hvis vi bare tager bilen hver gang, vi skal nogle steder. Vi kan selv gøre noget og har et ansvar, sagde hun efter workshoppen.

Kontakt:

Kommunikations- og kampagnechef Jane Kofod tlf.: 2217 5588 email: jak@cyklistforbundet.dk

Direktør Klaus Bondam tlf.: 4070 8365 email: bondam@cyklistforbundet.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ungdommens-folkemode-danske-unge-har-masser-af-ideer-til-et-cykelvenligt-samfund?releaseId=13498280

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu