ANNONCE

PRM / Unge fra Haderslev skal gribe demokratiet

31. august 2020 10:33 | Af: Ritzau Info
 

I denne uge kommer en 9. klasse fra Kløvermarkskolen i Haderslev på besøg på Ungdomsøen. Her skal de lære at lytte, turde ytre deres mening og stå ved den, forsøge at overbevise andre og på den måde træne deres demokratiske forståelse og selvtillid.

Pressemeddelelse fra DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd

Programmet byder på både demokratisk dilemma-orienteringsløb, ølkassetaletræning og diskussioner om, hvad demokrati egentlig er for noget, når 25 unge fra Kløvermarkskolen i Haderslev stævner ud fra Nyhavn og bevæger sig mod Ungdomsøen den 2. september 2020.

De er den første klasse, der tager del i uddannelsesforløbet ‘Grib Demokratiet’, der i alt involverer 200 unge fra syv skoler fra hele landet. Uddannelsesforløbet afvikles af folk – mødested for demokrati og dannelse, der er en ny uddannelsesinstitution med fokus på unges demokratiske kompetencer, og som er stiftet af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd, Krogerup Højskole og DeltagerDanmark.

“Demokratiske kompetencer er ikke noget, man bare har eller noget, vi bare kan tage for givet. Ingen hopper ubesværet op på ølkassen og holder en brandtale første gang. De fleste har brug for lige at teste sine holdninger og smage på forskellen mellem for og imod, før de ytrer sig. Og det er det, vi giver dem muligheden for med uddannelsesforløbet Grib Demokratiet,” forklarer Chris Preuss, formand i DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.

De unge, der deltager i forløbet, skal være på Ungdomsøen i to dage og blandt andet selv udvikle ideer til projekter, de tror på kan skabe en forandring f.eks. i deres lokalsamfund. Når de tager hjem, arbejder de over otte uger videre med deres projekter, hvorefter hele forløbet afsluttes af endnu en todages camp, der denne gang afvikles lokalt, der hvor eleverne kommer fra.

“Projektet folk er en fantastisk mulighed for mine elever. De får mulighed for at styrke deres demokratiske dannelse og en sjælden lejlighed til at stille skarpt på og træne, hvad det vil sige at leve i et demokrati. Formen og rammerne er ideelle til unge mennesker,” siger Anette Agerholm Petersen, der er lærer på Kløvermarkskolen og tager del i dagen sammen eleverne fra skolen.

Danske unge har lav demokratisk selvtillid

Danske unge er blandt nogle af de absolut dygtigste, når det kommer til viden om politik og samfund, og sammen med unge fra de øvrige nordiske lande befinder de sig helt i toppen af europæiske undersøgelser, der måler på viden og holdning til politik og samfund (Unge, skole og demokrati, 2018). Danske unge var egenhændigt med til at trække stemmeprocenten rekordhøjt op ved det seneste europaparlamentsvalg (Center for Valg og Partier, 2020).

Ikke desto mindre halter det med de unges demokratiske selvtillid. For selvom Fridays for future og andre synlige ungebevægelser kunne give et andet indtryk, så siger hver fjerde ung faktisk, at de generelt ikke er interesseret i politik og samfundsforhold. Samme andel svarer ‘hverken eller’. De mener, at de ikke ved nok, at politik er kompliceret eller at politikerne kun tænker på sig selv (Demokratiundersøgelsen 2019).

Kontakt:

Formand Chris Preuss tlf.: 22889996 email: preuss@duf.dk

Chefkonsulent Sidsel Stybe Vestergaard tlf.: 60201414 email: sve@duf.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/unge-fra-haderslev-skal-gribe-demokratiet?releaseId=13598925

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu