PRM / Vækstfondens årsrapport 2017: Finansiering for 2,5 mia. kr. til 804 virksomheder, trecifret millionoverskud for fjerde år i træk

26. april 2018 11:05 | Af: Ritzau Info
 

Den stærke efterspørgsel på Vækstfondens produkter forsatte i 2017, og med et overskud på 379 mio. kr. leverede fonden for fjerde år i træk et pænt trecifret millionoverskud. Det vidner om, at Vækstfonden har et særdeles relevant værditilbud både til virksomhederne og de private banker og investorer, lyder vurderingen fra Vækstfondens formand, Claus Gregersen.

Pressemeddelelse fra Vækstfonden

2017 blev et godt år for rigtigt mange danske virksomheder, og det satte et tydeligt aftryk på aktivitetsniveauet i Vækstfonden. Antallet af virksomheder, som fik finansiering, rundede 800 i årets løb, og de fik samlet finansiering for 2,5 mia. kr.

“Efterspørgslen på finansiering fra Vækstfonden fortsatte i 2017 på samme høje niveau som i 2016. Jeg synes, at det er et tydeligt bevis på, at både virksomhederne, bankerne og de private investorer anser Vækstfonden for at være en attraktiv samarbejdspartner. Det stærke samarbejde med private kilder til kapital viser samtidig, at Vækstfondens ydelser er rigtigt placeret på risikokurven og supplerer det private marked efter hensigten. Det er et godt udgangspunkt for udviklingen af fondens fremtidige aktiviteter,” siger Claus Gregersen, formand i Vækstfonden.

Vækstfondens resultat for 2017 blev et overskud på 379 mio. kr. Det er fjerde år i træk, at Vækstfonden leverer et pænt trecifret millionoverskud. Med resultatet for 2017 når den gennemsnitlige årlige forrentning af egenkapitalen over de seneste 5 år op på 14 pct. og over de seneste 10 år op på 6,1 pct.

På baggrund af resultatet for 2017 forventer Vækstfonden at udlodde 190 mio. kr. i udbytte til staten som led i Nordsøaftalen. Den resterende del af overskuddet går til finansiering af vækst i nye virksomheder.

“Resultatet for 2017 er tilfredsstillende og er nu føjet til den stribe af positive resultater, som godt nok først har materialiseret sig i de senere år, men som er skabt af et årtier langt og kontinuerligt fokus på værdiskabelse ude i fondene og virksomhederne. Strategien er rigtig, og forretningen forekommer sund, når Vækstfonden nu for fjerde år i træk kan levere et flot trecifret millionoverskud, og samtidig bidrager til at skabe innovation og tusindvis af arbejdspladser hvert år,” siger Claus Gregersen.

De virksomheder, som har bidraget mest til overskuddet i 2017, er bl.a. Asetek og Boozt fra Vækstfondens fondsportefølje samt Reapplix og Merus Audio fra porteføljen af direkte investeringer. Alle Vækstfondens forretningsområder gav overskud.

I 2018 forventer Vækstfonden at nå ud til mindst lige så mange virksomheder som i 2017. Foruden investeringer i fonde, direkte ventureinvesteringer og udlån arbejder vi videre med at medvirke til flere noteringer af små og mellemstore virksomheder på den danske børs. Når først en virksomhed er noteret på den danske børs, er der efter fondens opfattelse bedre chance for, at den kan vokse sig større i Danmark.

Kontakt:

Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden / 40 80 48 60 / cm@vf.dk
Peter Bruun, chef for kommunikation og CSR i Vækstfonden / 40 81 35 46 / pbr@vf.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vaekstfondens-arsrapport-2017-finansiering-for-25-mia-kr-til-804-virksomheder-trecifret-millionoverskud-for-fjerde-ar-i-traek?releaseId=12705492

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu