ANNONCE

PRM / Vækstfondens årsrapport 2019: 13.500 job skabt og 824 nye finansieringer

16. april 2020 10:11 | Af: Ritzau Info
 

Regnskabsåret 2019 endte for sjette år i træk med et trecifret millionoverskud for statens finansieringsfond. Overskuddet går dels til staten i udbyttebetaling og dels til nye investeringer i danske virksomheder. Netop det at medvirke til at skabe innovation og arbejdspladser på en økonomisk selvbærende måde er et markant kendetegn ved Vækstfondens strategi, som fonden vil fastholde på trods af usikkerheden forbundet med COVID-19, siger bestyrelsesformand Claus Gregersen.

Pressemeddelelse fra Vækstfonden

I 2019 fik 824 danske virksomheder finansiering fra statens finansieringsfond for samlet 2,4 mia. kr. Den stærke efterspørgsel på risikovillig kapital fra Vækstfonden er således fortsat fra tidligere år.

“Mens vi naturligvis alle er optaget af COVID-19, skal vi holde fast i, at Danmark er fuld af kompetente virksomheder med en innovationskraft, som driver det, vi alle skal leve af i fremtiden. Risikovillig kapital er en forudsætning for vækst, og det afspejler sig tydeligt i Vækstfondens aktivitetsniveau i 2019. Netop det at skabe innovation og arbejdspladser på en måde, som er økonomisk bæredygtig, er hjørnestenen i Vækstfondens indsats og kan kun lade sig gøre med afsæt i vores langvarige og stærke samarbejder med private og offentlige aktører,” siger Claus Gregersen, bestyrelsesformand i Vækstfonden.

2019 var et godt år for dansk erhvervsliv, men mange danske virksomheder oplever nu alvorlige økonomiske konsekvenser som følge af den globale spredning af COVID-19. Vækstfonden spiller en særlig rolle i at sikre vækst og udvikling i Danmark og vil så vidt muligt hjælpe berørte virksomheder, fastslår Claus Gregersen:

“Den hastige spredning af COVID-19 vil skabe ekstraordinær økonomisk usikkerhed i indeværende år. Det betyder, at Vækstfondens rolle bliver endnu mere vigtig i indsatsen for at understøtte dansk erhvervsliv. Vækstfonden er allerede i stand til at yde særlige COVID-19-garantier til danske virksomheder som en del af regeringens hjælpepakke. Og vi strækker os i det hele taget så langt, som vi kan, med de midler, vi har til rådighed.”

Afgørende at fokusere på langsigtede tiltag

Kort inden årsskiftet etablerede regeringen og partierne bag finanslovsaftalen Danmarks Grønne Fremtidsfond på i alt 25 mia. kr. Initiativet styrker bl.a. Vækstfonden med 4 mia. kr., øremærket til investeringer i grønne løsninger og teknologier. Danmark har en global, grøn førerposition og administrerende direktør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard, understreger, at investeringer i fremtidens bæredygtige løsninger vil drive væksten fremover.

“Klimadagsordenen og det at vi som forbrugere og investorer er blevet meget mere bevidste om vores aftryk på verden, gør det stadig mere vigtigt for virksomhederne at kunne levere bæredygtige løsninger for også at være økonomisk bæredygtige. Det er derfor essentielt, at investeringer i bæredygtige teknologier og løsninger forbliver i fokus, også i en krisetid som denne. Et grønt og samfundsmæssigt afkast på den lange bane vil også skabe økonomisk afkast. Derfor ser vi meget frem til, at milliarderne fra Danmarks Grønne Fremtidsfond kan komme ud at arbejde – I Vækstfonden er vi klar.”

I 2020 forventer Vækstfonden gennem et fortsat stærkt samarbejde med pensionskasser, banker, investorer, rådgivere og andre offentlige aktører i ind- og udland at nå ud til mange hundrede virksomheder fordelt i hele landet. Fokus vil på den korte bane være på at hjælpe flest muligt COVID-19 ramte virksomheder, så fonden på den lange bane kan være med til at understøtte og udvikle de virksomheder, Danmark ikke må gå glip af.

Kontakt:

For pressehenvendelser, kontakt:
Charlie Stjerneklar / kommunikations- og pressechef i Vækstfonden / cst@vf.dk / 81 77 73 87

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vaekstfondens-arsrapport-2019-13500-job-skabt-og-824-nye-finansieringer?releaseId=13591716

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu