PRM / Vandværker bør teste for endnu et stof

10. april 2018 14:09 | Af: Ritzau Info
 

Drikkevandets prøvetagningsprogram skal ifølge Miljøstyrelsen udvides med endnu et stof, men ingen ved hvornår. Danske Vandværker opfordrer sine medlemmer til at gå igang med at teste grundvandet for 1,2,4-triazol allerede nu, da aktivstofferne har vist uheldige effekter på fostre og forplantningsevnen.

Pressemeddelelse fra Danske Vandværker

På et samråd i sidste uge om resistentsproblemer ved brug af azol-midler blev det krystaltklart, at der er stor mangel på viden i Danmark om midlernes betydning for vores sundhed. Mens vi venter på, at politikere og embedsmænd får indhentet mere viden om azol-midlers indflydelse på helbreddet, har Miljøstyrelsen meldt ud, at 1,2,4-triazol vil komme til at indgå i vandværkernes obligatoriske prøveprogram. Ingen ved, hvornår vandværkerne skal begynde med at teste for stoffet, men Danske Vandværker opfordrer sine medlemmer til frivilligt at teste for stoffet allerede nu, ligesom vi gjorde, da desphenyl-chloridazon kom på alles læber.

Vandværk tester allerede
Børkop Vandværk ved Vejle er et af de vandværker, som har taget opfordringen til sig. Per Møller, der er driftschef på Børkop Vandværker, siger:

“Det vand, vi leverer til vores forbrugere, skal være i orden. Og hvis der er tvivl om et stofs betydning for sundheden, så følger vi forsigtighedsprincippet og tester for stoffet”.

Derfor udvides prøveprogrammet
Det er nye fund i grundvandet, som får Miljøstyrelsen til at ændre i den lovpligtige boringskontrol.

Miljøstyrelsen besluttede i januar 2017 at screene for nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol i grundvandsovervågningen, fordi stoffet var fundet i Miljøstyrelsens Varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand (VAP). I nogle tilfælde over den såkaldte kravværdi, som er det kvalitetskrav, der fremgår af drikkevandsbekendtgørelsen. Kravværdien er politisk fastsat krav, fordi vi ikke ønsker pesticider i vores grundvand.

Nye stoffer i den obligatoriske overvågning af grundvandet
Stofferne desphenyl-chloridazon og methyl-desphenyl-chloridazon har siden den 27. oktober 2017 været en del af de obligatoriske analyser for pesticider hos vandværkerne. Stoffet 1,2,4-triazol vil Miljøstyrelsen nu også inddrage blandt de pesticider, som vandværkernes obligatorisk skal teste for.

Miljøstyrelsen har i 2014 lagt væsentlige restriktioner på anvendelsen af de fire azol-svampemidler, der kan danne nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol, derfor mener styrelsen ikke, at der er behov for yderligere tiltag.

Det er vigtigt at understrege, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har taget stilling til konkrete koncentrationsniveauer og heller ikke udtalt sig om den sundhedsmæssige betydning af stoffet. Men fra forskningen ved man, at de aktivstoffer, som danner 1,2,4 triazol har vist sig at have uheldige effekter på fostre og forplantningsevne. Ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler Danske Vandværker altså sine medlemmer til allerede nu at indarbejde det nye stof i prøvetagningen af grundvandet.

Kontakt:

Martin Gertz Andersen, politisk chef
Tlf. 51 36 76 03

Dorthe G. Rasmussen, pressemedarbejder
Tlf. 26 70 71 06

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vandvaerker-bor-teste-for-endnu-et-stof?releaseId=12573438

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu