ANNONCE

PRM / Vegetarisk Forening: Fantastisk med klimavenlige kostråd – men oplysning er ikke nok

22. februar 2020 08:46 | Af: Ritzau Info
 

Vegetarisk Forening byder de kommende klimavenlige kostråd velkommen – men efterlyser strukturelle tiltag, som gør grøn mad mere tilgængelig i danskernes hverdag

Pressemeddelelse fra Dansk Vegetarisk Forening

Lørdagsudgaven af Politiken og en pressemeddelelse fra regeringen fortæller, at regeringen er på vej med klimavenlige kostråd i 2021, og allerede nu i foråret en kampagne med ‘madglade klimatips’. Mere grønt vil være et centralt element, lyder det.

I Dansk Vegetarisk Forening hilser man initiativet velkomment.

“Det er fantastisk, hvis kostrådene bliver grønnere. Det har vi arbejdet for i årevis. Og det har stor betydning, hvis der kommer fokus på at oplyse om især vigtigheden af bælgfrugter, og hvordan man anvender dem”, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

Han understreger imidlertid, at det ikke er nok med oplysning.

“Forskningen om adfærdsændringer viser tydeligt, at oplysning ikke kan stå alene. Der er også brug for strukturelle initiativer, som fremmer det grønne i danskernes dagligdag.”

Dansk Vegetarisk Forening har udviklet et klima- og fødevarepolitisk inspirationskatalog med en række konkrete forslag, som regeringen og otte partier på Christiansborg har fået et eksemplar af på de møder, som foreningen har holdt med dem.

“En af de mest lavthængende frugter er, ligesom man har gjort i blandt andet Portugal og Californien, at indføre muligheden for altid at kunne vælge et plantebaseret måltid i de offentlige køkkener. Vi ved fra de steder, hvor det grønne er let tilgængeligt og lækkert, at mange vælger det.

Der er desuden brug for midler til efteruddannelse af køkkenpersonale og ernæringsfaglige. Andre gavnlige tiltag ville være lavere moms på frugt og grønt og mere undervisning i grøn madlavning i folkeskolen”, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Foreningen påpeger desuden, at landbruget også skal indtænkes i forandringerne gennem en omprioritering af eksisterende puljer til forskning og udvikling i planteproteiner og en omlægning af landbrugsstøtten til at fremme plantebaserede fødevarer.

“Vi håber virkelig, at det fremragende initiativ med klimavenlige kostråd og madglade klimatips bliver fulgt op af strukturelle tiltag”, slutter Rune-Christoffer Dragsdahl.

Kontakt:

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
rc (at) vegetarisk.dk / Tlf 50 56 18 17

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vegetarisk-forening-fantastisk-med-klimavenlige-kostrad—men-oplysning-er-ikke-nok?releaseId=13588592

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu