PRM / Velkomment kursskifte fra regeringen

13. september 2018 10:36 | Af: Ritzau Info
 

Den store erhvervsskolereform indeholder ifølge brancheorganisationen TEKNIQ en række ambitiøse og særdeles positive tiltag, som kan være med til at sikre strømmen af nye faglærte. Nu skal pengene fordeles.

Pressemeddelelse fra TEKNIQ Installationsbranchen

Regeringen fremlagde i dag sit “Fra folkeskole til faglært”-udspil, som skal være med til at trække flere unge ind på erhvervsskolerne. Hos TEKNIQ Installationsbranchen hilser man udspillet, og dets 55 initiativer, velkommen.

“Det er ekstremt positivt, at regeringen benytter lejligheden til også at bakke op om erhvervsskolereformen fra 2014, hvor der blandt andet blev indført adgangskrav til erhvervsuddannelserne, og kompetenceniveauet blev hævet. Noget, som har haft en positiv indflydelse på ikke mindst de tekniske erhvervsuddannelser,” siger Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ, der repræsenterer de danske el- og vvs-installationsvirksomheder, og uddyber:

“Med det nye, ambitiøse udspil, viser regeringen, at man er villig til at tage næste skridt og på den måde klart signalere, at erhvervsskolerne skal betragtes som en fuldgyldig uddannelses- og karrierevej helt på højde med gymnasierne,” siger Tina Voldby.

Med udspillet afsættes der i alt 2 mia. kr. til de forskellige initiativer, som blandt andet omfatter en tidlig og mere struktureret indsats allerede i folkeskolerne for at åbne afgangselevernes, og deres forældres, øjne for erhvervsuddannelserne. Samtidig lægges der op til nye investeringer i både kvaliteten af undervisningen på erhvervsskolerne og i at udstyre dem med mere attraktive ungdomsmiljøer.

“Det flugter på mange områder de ønsker, vi tidligere selv har opstillet. Det bliver dog afgørende, hvordan pengene fordeles. For der er ingen tvivl om, at de senere års løbende besparelser, især i form af det omstridte omprioriteringsbidrag som stadig fastholdes frem mod 2022, har udsultet erhvervsskolerne. Vi har dog et begrundet håb om, at det nye udspil kan hjælpe med at hente det tabte ind igen … og mere til,” siger Tina Voldby.

“Samtidig er det helt rigtigt set, at man nu for alvor vil sætte ind i folkeskolerne for at gøre op med fordommene om, at gymnasiet er den eneste vej at gå for ambitiøse unge. Det gælder om at få præsenteret dem for de mange tilbud og karrieremuligheder, erhvervsuddannelserne rummer. Og det skal ske på en måde, så vi kan udbrede og øge det større optag, vi har set på tekniske uddannelser på vvs-energi- og elektriker-området,” siger Tina Voldby.

“Fra folkeskole til faglært” bekræfter regeringens intentioner om at lade gymnasiale institutioner udbyde erhvervsuddannelser i forsøget på at øge deres geografiske udbredelse.

“Det er en af de få tidsler i udspillet. Vi mener ikke, det vil være en optimal udnyttelse af de tilgængelige midler at lade eksempelvis gymnasier udbyde erhvervsuddannelser. Det vil være mere hensigtsmæssigt, at man forpligter erhvervsskolerne til at udbyde grundforløb på en række erhvervsuddannelser mere geografisk bredt. Der er i højere grad brug for en fokuseret indsats for at styrke erhvervsskolerne og give dem mulighed for at forbedre deres læringsmiljøer. På den måde får vi mest kvalitet for pengene,” siger Tina Voldby.

“Det ændrer dog ikke ved, at regeringens udspil er en kærkommen løftestang til hele erhvervsuddannelsesområdet på et tidspunkt, hvor vi mere end nogensinde før har brug for flere dygtige faglærte,” siger Tina Voldby.

Kontakt:

Yderligere oplysninger:
Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ, mobil 20 12 82 83

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/velkomment-kursskifte-fra-regeringen?releaseId=13548940

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu