PRM / Viborgenser hædres for cykelindsats

2. november 2018 07:00 | Af: Ritzau Info
 

Cyklistforbundets giver prisen Årets Cykeldynamo 2018 til ildsjæl fra Viborg. Grethe Eskildsen hædres for sit årelange engagement og for sin helt særlige evne til at inddrage bredt i den lokale indsats for cykelsagen.

Pressemeddelelse fra Cyklistforbundet

Cyklistforbundet hædrede på sit landsmøde i Vejle den 27. – 28. oktober Grethe Eskildsen fra Cyklistforbundets lokalafdeling i Viborg og Marianne Kildebjerg fra Cyklistforbundets lokalafdeling i Svendborg med prisen som Årets Cykeldynamo.

Prisen gives ifølge formand i Cyklistforbundet, Jette Gotsche, til en person, som har gjort en stor indsats for Cyklistforbundets arbejde og for cykling især i sit lokalområde.

– Der findes mange engagerede ildsjæle, som gør et stort og værdsat arbejde for cykelsagen. Prisen er derfor et taknemmeligt skulderklap for den store personlige indsats, siger Jette Gotsche.

Inddrager mange i arbejdet for cykelsagen
Prisen blev overrakt på Cyklistforbundets netop overståede landsmøde 2018 i Vejle.

Jette Gotsche fremhævede i sin tale til Grethe Eskildsen det store engagement og arbejde for cyklisterne i Viborg og en særlig evne til at inddrage bredt i den lokale indsats for cykelsagen:

– Det gør Grethe blandt andet som tovholder på projektet ‘Cykling for alle’ – et projekt i samarbejde mellem kommunen, Boligselskaberne og Cyklistforbundet. Hun gør det som pilot i Tandemklubben (for blinde og svagtseende), som medlem af bestyrelsen i lokalafdelingen og turleder på mange af afdelingens ca. 70 årlige cykelture. Og hun gør det ved sit initiativ til at søge fonde om penge til projekter, og ikke mindst gennem samarbejdet med kommunen, hvor hun ikke er bleg for at få embedsmændene til at udføre tegninger til Viborgs trafik-øvebane eller gå i dialog med politikerne for at få støtte til sagen.

Jette Gotsche beskrev også prismodtageren som en engageret cyklist med stort C:

– Grethe er en moden dame, som har været medlem af Cyklistforbundet i otte år. Hun har ikke bil og klarer alle indkøb på cykel. Hun er vedholdende og er altid villig til at stille op, når der er brug for det. Hun møder trofast og loyalt op til aktiviteterne – ikke bare hver gang, men hver eneste gang. Alt sammen til stor glæde og gavn for områdets cyklister – både de erfarne og de nye. Herfra skal lyde et stort tak.

Kontakt:

Ønsker du kontakt til Grethe Eskildsen og/eller yderligere informationer, kan du kontakte projektmedarbejder i Cyklistforbundet, Anne Forsbøl, på telefon 40 70 83 59 eller anf@cyklistforbundet.dk.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/viborgenser-haedres-for-cykelindsats?releaseId=13563419

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu