ANNONCE

PRM / Vigtigt at finansloven støtter økonomisk genstart

6. december 2020 15:22 | Af: Ritzau Info
 

Ledernes Hovedorganisation roser finansloven, der blandt andet giver økonomisk håndsrækning til udsatte brancher og små virksomheder, og som løfter ungdomsuddannelserne. Men lederne savner mere langsigtede vækstinitiativer.

Pressemeddelelse fra Lederne

Det er helt nødvendigt, at finansloven for næste år er med til at genrejse dansk økonomi. Derfor hæfter Ledernes Hovedorganisation sig ved, at den finanslov, regeringen og støttepartierne har præsenteret, indeholder flere små initiativer, der løfter dansk økonomi her og nu og samtidig tilgodeser særligt udsatte brancher og geografiske områder.

– Ved at hæve servicefradraget skaber man aktivitet og beskæftigelse over en bred kam i samfundet, og samtidig gør man det lettere for familierne at få hverdagen til at hænge sammen. Vi har længe efterlyst billigere service til private, fordi det vil frigøre ressourcer, især hos kvinderne, som stadig typisk tager det største slæb derhjemme. Det kan også understøtte kvinders karrieremuligheder, men det kræver, at det øgede fradrag bliver permanent, siger administrerende direktør for Ledernes Hovedorganisation Bodil Nordestgaard Ismiris.

Også den indirekte støtte til oplevelsesøkonomien roses af Ledernes Hovedorganisation.

– Restaurationsbranchen er voldsomt hårdt ramt af krisen. Derfor falder det på et meget tørt sted, at virksomhederne fra næste år kan give deres ansatte skattefrie gavekort til restaurantbesøg. Vi havde dog gerne set, at man gik endnu videre og lavede en fuld afløftning af erhvervslivets udgifter til restaurationsmoms, siger Bodil Nordestgaard Ismiris.

Blandt de øvrige initiativer, som kan genrejse økonomien, nævner Bodil Nordestgaard Ismiris støtte til omstilling af SMV’er i hårdt ramte områder, opkvalificering og målrettede uddannelsesindsatser og etablering af regionale vækstteams.

– Det skorter ikke på kortsigtet hjælp til dansk økonomi i finansloven, men til gengæld skal man lede længe efter langsigtede initiativer. De øgede investeringer i ungdomsuddannelserne er ganske vist en fornuftig investering i fremtiden, men derudover er det svært at finde langsigtede initiativer i finansloven, som løfter Danmarks velstand på længere sigt, lyder det fra Bodil Nordestgaard Ismiris.

Kontakt:

Pressekonsulent Morten Bonde Pedersen tlf.: 2948 4086 email: mpe@lederne.dk

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/vigtigt-at-finansloven-stotter-okonomisk-genstart?releaseId=13605748

** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu