PRM / Virksomhederne i store dele af Europa melder i stigende grad om mangel på arbejdskraft

14. juni 2018 07:40 | Af: Ritzau Info
 

Herhjemme melder stadigt flere virksomheder om produktionsbegrænsninger på grund af mangel på arbejdskraft. Andre steder i Europa har virksomhederne endnu større problemer med at finde nye medarbejdere.

Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

Ligesom i Danmark melder flere og flere virksomheder i store dele af Europa om mangel på arbejdskraft, viser tal fra EU-kommissionen.

Virksomhederne er i opgørelsen inddelt i tre branchegrupper, og inden for alle tre områder er andelen af virksomheder i EU, som har svært ved at rekruttere medarbejdere, steget i løbet af de seneste fem år.

Inden for bygge- og anlæg er andelen, som mangler arbejdskraft, steget fra 4 pct. i april 2013 til 20 pct. i april i år. I industrien er andelen steget fra 6 pct. til 19 pct. på fem år, mens den inden for serviceerhvervene er steget fra 6 til 22 pct. i april 2018.

“Hvis virksomhederne andre steder i EU ligesom de danske har problemer med at skaffe arbejdskraft, kan det alt andet lige også betyde at danske virksomheder får sværere ved at tiltrække arbejdskraft fra andre EU-lande”, siger specialkonsulent fra Danmarks Statistik, Erik Slentø.

I Danmark meldte 23 pct. af virksomhederne inden for bygge og anlæg, 15 pct. i serviceerhverv og 10 pct. inden for industrien om mangel på arbejdskraft i april 2018. Også her er tallene inden for alle tre områder steget de seneste fem år.

http://srvscadm1.dst.local/ext/5481264411/0/presse/dkeu–png” alt=”dkeu”/>

Anm.: Tallene er vægtet efter virksomhedernes størrelse og udglattet, hvorfor nogle datapunkter i figuren kan afvige lidt fra tallene i teksten. Kilde: Danmarks Statistik og EU-kommissionen.

Fakta om data for mangel på arbejdskraft

Andelen af virksomhederne som oplever mangel på arbejdskraft undersøges i Danmarks Statistiks konjunkturbarometre. Barometrene bygger på kvalitative spørgeskemaundersøgelser af bl.a. virksomhedernes oplevelse af faktorer, der begrænser produktionen – én af dem er mangel på arbejdskraft. Årsagen til manglen på arbejdskraft er dog ikke nærmere specificeret i barometrene, hvorfor det med Danmarks Statistiks undersøgelse ikke kan afgøres, om virksomhederne mangler arbejdskraft generelt, eller om de kun har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft til mere specialiserede stillinger. Det kan heller ikke afgøres, hvilken betydning det har for virksomhedens drift.

Polen, Sverige og Tyskland

Nogle steder i Europa har virksomhederne sværere ved at finde nye medarbejdere end i Danmark. I Polen svarede knap halvdelen af virksomhederne i april 2018 inden for både bygge og anlæg (45 pct.) og industri (46 pct.), at de manglede arbejdskraft. Inden for serviceerhverv manglede 27 pct. arbejdskraft.

I vores nabolande, Sverige og Tyskland, varierer situationen mellem de tre branchegrupper. I Sverige meddelte halvdelen (47 pct.) af virksomhederne i bygge og anlæg i april 2018, at de manglede arbejdskraft. Inden for serviceerhvervene havde 37 pct. af virksomhederne problemer med at rekruttere. I Tyskland er problemerne mindre end i Sverige, når det gælder bygge og anlæg. Til gengæld rapporterede henholdsvis 33 pct. og 27 pct. af virksomhederne inden for serviceerhverv og industrien i april 2018, at der manglede arbejdskraft.

http://srvscadm1.dst.local/ext/9206564414/0/presse/arbejdskrafsmangel–png” alt=”arbejdskrafsmangel”/>Anm.: Tallene er vægtet efter virksomhedernes størrelse og udglattet, hvorfor nogle datapunkter i figuren afviger lidt fra tallene i teksten. Kilde: Danmarks Statistik og EU-kommissionen, hvor der også kan findes tal for andre europæiske lande.

Ledige hænder i Sydeuropa

I Spanien og Italien er manglen på arbejdskraft begrænset. I Spanien svarede under 10 pct. af virksomheder inden for hver af de tre branchegrupper i april 2018, at de har produktionsbegrænsninger som følge af mangel på arbejdskraft. I Italien er tallene for industri og bygge og anlæg under 2 pct. og under 5 pct. for serviceerhverv. Tallene for Spanien og Italien har ligget nogenlunde stabilt siden finanskrisen.

Flest ledige stillinger i Tyskland – få i Polen

Mangel på arbejdskraft viser sig som flere ledige stillinger. Således er andelen af stillinger, som bliver slået op, relativt lille i Italien og Spanien, hvor manglen på arbejdskraft ifølge virksomhederne også er lav. Tilsvarende er andelen af ledige stillinger højere i Sverige og Tyskland, hvor manglen på arbejdskraft er større. Der er også en tendens til, at andelen af ledige stillinger er steget i løbet af 2017, hvor manglen på arbejdskraft er steget, viser tal fra Eurostat.

Der er dog forskelle på relationen mellem mangel på arbejdskraft og andelen af stillinger, som er slået op. I Polen, hvor manglen på arbejdskraft ifølge virksomhederne er relativt høj, er andelen af ledige stillinger på et relativt lavt niveau. Inden for industrien meddelte 47 pct. af virksomhederne, at de manglede arbejdskraft ved indgangen til 1. kvartal 2018, hvor antallet af ledige stillinger på det tidspunkt alene svarede til 1,1 pct. (4. kvartal 2017) af alle besatte og ledige stillinger. Andelen af ledige stillinger i Polen er dermed på niveau med Frankrig og Italien, der angiver en noget lavere mangel på arbejdskraft, med Italien helt nede på 1 pct. af virksomhederne. Billedet går igen inden for serviceerhverv, mens ledige stillinger inden for bygge og anlæg i Polen er højere og med sine 2,3 pct. omkring EU’s gennemsnit på 2,5 pct.

Tyskland har den højeste andel af ledige stillinger blandt de udvalgte lande i alle tre brancher. Inden for bygge og anlæg svarede antallet af ledige stillinger til 4,1 pct. af alle stillinger i 4. kvartal 2017. Til sammenligning manglede 13 pct. af virksomhederne arbejdskraft på det tidspunkt.

Andelen af ledige stillinger i de tre brancher i Danmark lå i 4. kvartal 2017 mellem 1,4 og 2,2 pct., hvilket placerer Danmark nogenlunde midt i feltet blandt de udvalgte lande. I Danmark er andelen af ledige stillinger steget de seneste år, samtidig med at arbejdsløsheden er faldet, viser denne NYT fra Danmarks Statistik.

http://srvscadm1.dst.local/ext/2565564413/0/presse/ledige-stillinger–png” alt=”ledige stillinger”/>Kilde: Eurostat og EU-Kommissionen

Denne artikel er skrevet i samarbejde med specialkonsulent, Erik Slentø. Han kan kontaktes på 39 17 30 88 eller esl@dst.dk.

Har du spørgsmål vedrørende tal for ledige stillinger kan afdelingsleder, Henriette Sussi Rosenstrøm, kontaktes på 39 17 34 44 eller hro@dst.dk.

Om sammenligning af ledige stillinger og mangel på arbejdskraft

Hovedbranchegrupperne i konjunkturbarometrene og ledige stillinger er identiske for industri og for bygge og anlæg. For serviceerhverv er der forskel. For at kunne sammenligne her, er der ud fra brancherne i ledige stillinger sammensat en servicebranche, der svarer til konjunkturbarometerets serviceerhverv, hvilket omfatter branchekoderne H-S. Dog dækkes kun H-N for Danmarks vedkommende, som ikke har tal for det offentlige og kulturrelaterede servicebrancher (O-S). For alle tre hovedbrancher gælder det, at Frankrig kun opgør ledige stillinger for virksomheder med over 10 ansatte, mens øvrige landes tal dækker samtlige virksomheder. I begyndelsen af artiklen refereres der til data for arbejdskraftmangel pr. april 2018. Ved sammenligningen længere nede i artiklen er der valgt seneste tal for ledige stillinger pr. 4. kvartal 2017, som sættes over for tal for mangel på arbejdskraft pr. januar 2018 (1. kvartal 2018). Tallene er ikke sæsonkorrigerede, hvorfor tallene for bygge og anlæg ligger lavere på dette tidspunkt af året end i sommerhalvåret.

Kontakt:

Erik Slentø, specialkonsulent, 39 17 30 88, esl@dst.dk.

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/virksomhederne-i-store-dele-af-europa-melder-i-stigende-grad-om-mangel-pa-arbejdskraft?releaseId=13050166

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu