PRM / Voksende omsætning og overskud i Danske Spil A/S

29. august 2018 06:03 | Af: Ritzau Info
 

VM 2018, Eurojackpot og generel fremgang over hele linjen sikrer et godt resultat i Danske Spil koncernen, som i første halvår 2018 har realiseret en bruttospilleindtægt på 2.652 mio. kroner og et resultat efter skat på 928 mio. kroner.

Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

Både Danske Spil koncernens indtjening og resultat er væsentligt højere end i samme periode i 2017. Bruttospilleindtægten er steget 16 procent, og resultatet efter skat er vokset med 24 procent.

“I et marked med over 40 direkte konkurrenter er der grobund for at være glad for dette resultat. Som stolt sponsor af Herrelandsholdet heppede Danske Spil ligesom resten af landet på Danmark, da VM i fodbold blev fløjtet i gang. Her spillede danskerne hos Danske Spil mere end nogensinde før. Hele VM 2018 gav en rekordomsætning på 878 mio. kr. Samtidig har vi haft to makspuljeforløb i Eurojackpot, som skabte et historisk omsætningsløft. Vi har haft en stabil vækst over næsten hele linjen og en god eksekvering af vores 2020-strategi, der samlet resulterer i, at vi kommer rigtig flot ud af første halvår af 2018”, siger Susanne Mørch Koch, administrerende direktør i Danske Spil A/S.

Hele Danske Spils overskud går tilbage til det danske samfund. Danske Spil A/S er ejet af staten (80 %) med DGI (10 %) og DIF (10 %) som medaktionærer. Det totale samfundsbidrag, inkl. overskud, spilafgifter og skat, endte i første halvår 2018 på 1.565 mio. kroner.

“Danske Spil er sat i verden for at bidrage til samfundet både via overskud til statskassen samt som økonomisk fundament under udlodningsmidlerne, der sikrer hele det danske sports- og foreningsliv, som er en hjørnesten i dansk kultur. Et solidt og stabilt bidrag kommer dog ikke af sig selv. Det forudsætter et stærkt hold og ikke mindst markante investeringer i IT-udvikling og bedre spilleoplevelser. Det gælder både online og hos vores over 4.000 forhandlere, hvilket vi er godt i gang med,” siger Susanne Mørch Koch.

Bruttospilleindtægten er voksende i monopolspillene i datterselskabet Danske Lotteri Spil A/S, der blandt andet udbyder Lotto og Eurojackpot. Bruttospilleindtægten steg i Danske Lotteri Spil A/S med 13 % i forhold til samme periode i 2017. De konkurrenceudsatte spil i datterselskabet Danske Licens Spil A/S, som fx Oddset, Casino og Youbet.dk, leverer ligeledes fremgang i fællesskab. Danske Licens Spil A/S og de øvrige konkurrenceudsatte datterselskaber opnåede en fremgang i bruttoindtjeningen på 19 % i forhold til samme periode i 2017.

På Danske Spils hjemmeside findes halvårsrapporten for 1. halvår af 2018.

For yderligere oplysninger kontakt:

Marie Grabow Westergaard, pressechef i Danske Spil, tlf.: 30851734, mail: mgwe@danskespil.dk

Kontakt:

Marie Grabow Westergaard, pressechef i Danske Spil, tlf.: 30851734, mail: mgwe@danskespil.dk 

Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/voksende-omsaetning-og-overskud-i-danske-spil-as?releaseId=13421891

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu