Prins fylder 50: Har Grækenland i hjertet

1. oktober 2019 07:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Eksdronning Anne-Maries søn Nikolaos blev født, efter at familien var flygtet fra Grækenland. Hans fotografier vidner om en stor kærlighed til hjemlandet.

Prins fylder 50: Har Grækenland i hjertet
Den græske Prins Nikolaos var endnu ikke født, da hans forældre, Dronning Anne Marie og Kong Konstantin hovedkulds måtte flygte fra landet i 1967. Han er opvokset i London, men har for få år siden slået sig ned i Grækenland og udstiller p.t. sin fotokunst - Himmelsk Koregrafi, billeder af den græske himmel - i Rundetårn. Foto: Scanpix.
Del:
Som søn af ekskong Konstantin og eksdronning Anne-Marie kunne Nikolaos have været prins af Grækenland. Men sådan ville grækerne det ikke.

Når Nikolaos, som fylder 50 år den 1. oktober, ser tilbage, så er det således på et liv, der har formet sig anderledes, end hans forældre havde håbet.

Artiklen fortsætter under videoen

I 1967 måtte familien flygte fra Grækenland, efter at Konstantin havde stået bag et aldrig klarlagt forsøg på et modkup mod militærjuntaen.

En voldsom begivenhed, som også herhjemme blev fulgt med tilbageholdt åndedræt. Ikke mindst fordi det græske drama omfattede den unge Anne-Marie, der er dronningens lillesøster.

Levede i eksil

To år senere kom Nikolaos til verden i Rom, hvor familien, inden den slog sig ned i London, levede i eksil med håbet om en dag at kunne vende hjem.

Men ved en folkeafstemning afskaffede grækerne monarkiet, og der skulle gå mange år, før ekskongeparret igen var velkommen.

I dag bor de på halvøen Peloponnes, mens Nikolaos og hans hustru, Tatiana, siden 2013 har haft adresse i hovedstaden, Athen.

Jævnligt i Danmark

Ligesom sine forældre og fire søskende er han jævnligt på besøg i Danmark. Senest i marts, hvor han indviede sin egen fotoudstilling i Rundetårn.

Efter i mange år at have arbejdet i Londons finanssektor og som selvstændig konsulent for forskellige virksomheder er fotografiet i dag hans hovedbeskæftigelse.

Fotografierne, som tidligere har været udstillet i Melbourne i Australien, er taget i den græske natur. For han elsker sit land og især lyset.

– Jeg vil jo rigtig gerne være med til at vise en positiv side af Grækenland, ikke mindst i disse tider, hvor Grækenland har fået meget opmærksomhed af de forkerte grunde.

– Jeg har en personlig kærlighedsaffære med mit land, til lyset, til farverne, til dramaet, har han fortalt til Børsen.

Hilsen til Danmark

Men der er også plads til Danmark. Et af fotografierne har fået titlen “hygge” og er en hilsen til det land, hvor hans mor er født.

Modsat sine to ældste søskende, Pavlos og Alexia, der er forældre til henholdsvis fem og fire børn, har Nikolaos og Tatiana ingen børn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu