ANNONCE

Prins sat skakmat af snerrende hund

19. januar 2021 06:10 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Tidligere politimand fortæller, hvordan Storbritanniens kommende konge blev forvekslet med ubuden gæst

Forestil dig at blive konfronteret af en gøende og snerrende schäferhund med blottet gebis og uden en ejer i den anden ende af en snor. Det vil vist nok kunne fremkalde koldsved hos selv de mest hårdkogte.

Men det har Storbritanniens kommende konge, prins William, faktisk oplevet. Det fortæller den nu forhenværende politimand og hundefører Jon Chandler, ifølge Mirror i en artikel i avisen Eastern Daily Press.

“Jeg havde en ganske interessant oplevelse under en aftenpatrulje, hvor min hund pludselig fik færden af en person og blev sendt afsted for at finde denne, som så viste sig at være vores kommende konge,” fortæller Jon Chandler, der aldrig tidligere har omtalt begivenheden offentligt.

På tidspunktet for episoden, der ligger adskillige år tilbage, var Jon Chandler, som tjente ved det britiske politi i 30 år, en del af det team, der med hunde passede på den kongelige familie, når de befandt sig på Sandringham i Norfolk.

“Jeg var på patrulje, da hunden fik fært at nogen, der bevægende sig mod garagerne og jeg valgte at sende den efter vedkommende. Det viste sig at være prins William, der var ude at gå en aftentur og ikke en ubuden gæst, som jeg antog,” siger han og fortæller samtidig, at prinsen tog hele episoden i stiv arm.

“Men det kunne være gået grueligt galt. Heldigvis gjorde hunden som den var trænet til og ‘nøjedes’ med at gø og holde prinsen tilbage. Det var en mindeværdig aften,” siger Jon Chandler.

Han forklarer også, at prinsen kun undgik at blive bidt ved at forholde sig fuldstændig i ro indtil han selv nåede frem og fik sat snor på sin hund og arbejdskammerat.

Flere andre højdepunkter

Af historien i Eastern Daily Press fremgår det også, at Jon Chandler har haft flere andre højdepunkter i sin karriere som politimand og hundefører. Han har blandt andet været med til at anholde to mordmistænkte, engang fundet 100.000 ecstasy-tabletter og af flere omgange opsporet savnede mennesker.

“Jeg har haft mulighed for at gøre en forskel, hvilket var grunden til, jeg i det hele taget valgte en karriere indenfor politiet,” siger han.

Mirror har forsøgt at få verificeret episoden fra Kensington Palace, men ikke fået noget svar.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu