ANNONCE

Prinsesse fylder 45 efter tumultarisk tid

6. februar 2021 08:54 | Af: Ritzau Fokus

Prins Joachims franskfødte hustru, prinsesse Marie, kan fejre sin fødselsdag den 6. februar

Det er 45 år siden, at prins Joachims hustru, prinsesse Marie, kom til verden i Paris som den franskfødte, borgerlige Marie Cavallier.

Byen har også dannet rammen om prinsesse Maries liv det forgangne år.

Det er godt halvandet år siden, at familien flyttede til Frankrig, hvor prins Joachim forinden var blevet optaget på landets højst rangerende militære lederuddannelse.

Mere fransk

Og det glædede prinsesse Marie at vende tilbage til sit fødeland, sagde hun efterfølgende til det franske medie Point de Vue ifølge Berlingske.

– Mine børn ser ikke min familie særligt meget, og de kender ikke deres franske kultur særligt godt. Jeg taler selvfølgelig til dem på fransk, men jeg synes ikke, at deres franske er godt nok, sagde hun.

– Flytningen vil være en vigtig ny fase i deres liv, og det er jeg meget glad for. Det er samtidig en fantastisk mulighed for min mand, som vil opleve en ny levemåde, og for hans militærkarriere.

Blodproppen

Prins Joachim fik efterfølgende job som forsvarsattaché på den danske ambassade. Men jobstarten blev udsat, da han i sommer blev ramt af en blodprop i hjernen.

Prinsen var omgivet af sin familie, som straks slog alarm.

Han er siden kommet sig efter operationen og påbegyndte efterfølgende jobbet.

Cirka samtidig genoptog prinsesse Marie sine royale pligter og satte under åbningen af en kunststilling i Paris ord på den seneste tid.

– Det var en frygtelig oplevelse. Men nu har han det godt, og vi har det godt alle sammen. Han har glædet sig rigtig meget til at starte. Så kan vi måske glemme, hvad der er sket, sagde hun ifølge BT.

Bor i Paris

Prins Joachims stilling varer som udgangspunkt tre år – med mulighed for forlængelse – og det betyder, at familien, som også består af parrets to fælles børn, prins Henrik på 11 år og 9-årige prinsesse Athena, er bosat i Paris i den periode.

Prinsesse Marie er selv opvokset med en international profil.

Hun er født og opvokset i den franske hovedstad, tog sin studentereksamen i Schweiz og læste sin bacheloruddannelse i USA.

I 2008 blev hun dansk prinsesse.

Til et middagsselskab nogle år forinden havde hun fået prins Joachim som bordherre, eftersom han var den eneste i selskabet, som også talte fransk.

Det var ikke andet end en hyggelig aften, har prinsesse Marie senere fortalt Billed-Bladet. Hun var i et forhold, og prins Joachim var gift med sin daværende hustru, grevinde Alexandra.

Mødtes igen

Året efter mødte de hinanden igen. Prinsesse Marie havde derimellem afsluttet sit daværende forhold, og prins Joachim var blevet skilt.

– Fordi jeg er så fornuftig, kom kærligheden langsomt. Jeg ville ikke give mig selv hen. Jeg ville være forsigtig. Men derefter var jeg ikke i tvivl. Joachim var manden i mit liv, har prinsesse Marie siden fortalt Billed-Bladet.

I foråret 2006 bekræftede prins Joachim forholdet, men kort tid efter var der knas i kærligheden.

Parret gik kortvarigt fra hinanden, men fandt efterfølgende sammen igen. Og denne gang forseglede de kærligheden.

I sommeren 2007 friede prins Joachim, og da han præsenterede sin kommende kone på Amalienborg Slot, fremviste hun en forlovelsesring i de franske farver – en blå safir, en hvid diamant og en rød rubin.

– Jeg faldt for hans fantastiske personlighed og godhed. Og selvfølgelig hans udseende, jublede hun.

Prinsesse i 2008

Brylluppet stod foråret 2008, og ud af Møgeltønder Kirke trådte hun som prinsesse til Danmark.

Biskoppen, som viede dem, sagde ved ceremonien, at idet de havde mødt hinanden i en moden alder, havde de tænkt sig grundigt om.

Prins Joachim bragte sine to sønner, prinserne Nikolai og Felix, fra ægteskabet med grevinde Alexandra ind i ægteskabet med prinsesse Marie.

Året efter brylluppet fik parret deres første fælles barn, prins Henrik, som blev storebror i 2012, da prinsesse Athena kom til verden.

Familien boede frem til 2014 på Schackenborg Slot i Møgeltønder, hvorfra de flyttede til Klampenborg nord for København – og siden Paris.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu