ANNONCE

Problemet med Ruslands vaccine mod covid-19

12. august 2020 18:14 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Præsident Putin er sikker i sin sag. Eksperter verden over er mere skeptiske. Men hvad er problemet med Ruslands nye vaccine?

Problemet med Ruslands vaccine mod covid-19
Sådan ser den russiske covid-19-vaccine ud. Foto: Scanpix/ Russian Direct Investment Fund / AFP Photo

Kan man stole på Ruslands præsident, Vladimir Putin, når han fortæller, at landet har verdens første vaccine mod covid-19?

Det spørgsmål er der flere videnskabsfolk, der ifølge Reuters stiller sig selv efter, at Rusland har annonceret, at nu har de en vaccine klar mod covid-19. Som det ser ud lige nu, bliver det mere end almindelig svært for en dansker at få et skud russisk covid-19-vaccine, blandt andet fordi man hos WHO ikke vil lade andre lande om at producere vaccinen endnu.

Det vil man ikke, før vaccinen har færdiggjort testfase 2 og 3.

Testfaser

En vaccine gennemgår flere faser, før den bliver endeligt godkendt, hvor den første er test på dyr. Efterfølgende bliver vaccinen testet på mennesker, og i den tredje fase skal en vaccine testes på en stor gruppe af mennesker over flere år.

Den slags kræver mange deltagere, og tager lang tid, og ifølge Ritzau er den russiske vaccine blevet testet i mindre end to måneder på mennesker. Ritzau har tidligere skrevet, at midlet er blevet testet på 76 personer, før Ruslands præsident præsenterede vaccinen som klar og godkendt.

Fauci er skeptisk

Også USA’s øverste sundhedsembedsmand, Anthony Fauci, tvivler på, at Rusland faktisk står med en sikker og effektiv vaccine.

– Jeg håber, at russerne faktisk har bevist, at vaccinen er sikker og effektiv. Jeg tvivler stærkt på, at de har gjort det, siger Fauci ifølge CNN.

Et nationalt eksperiment

Det er uvist, hvorfor Rusland har annonceret, at de har en vaccine mod covid-19 på et tidspunkt, hvor WHO ikke kan godkende produktion af den i andre lande, men Ritzau citerer flere eksperter for at være skeptiske over for nyheden.

– Rusland udfører essentielt et eksperiment på nationalt plan, siger Ayfer Ali, specialist i medicinsk forskning på Warwick Business School i Storbritannien, til Reuters.

Ayfer Ali hentyder til, at det netop er et krav til en vaccine, for at den kan blive godkendt af WHO, at den er testet på mange mennesker over lang tid, og hvis Rusland nu begynder at give befolkningen vaccinen, kan nationen måle vaccinens effektivitet, på en måde der nok ikke var gået i eksempelvis Danmark.

Hensynsløst og tåbeligt

Putin har selv understreget, at vaccinen er sikker, og at den har gennemgået alle nødvendige undersøgelser, før den blandt andet blev brugt på præsidentens egen datter.

Francois Balloux, ekspert i genetisk, kalder Ruslands beslutning for hensynsløs og tåbelig.

– Det er uetisk at gennemføre massevacciner med en ikke ordentligt testet vaccine, siger han til Reuters.

Han siger, at et problem er, at vaccinen kan få negative konsekvenser for den almene russers helbred, mens et andet problem er, at eventuelle problemer med vaccinen kan gøre det sværere at få verdens befolkning til at stole på vacciner generelt i fremtiden.

Lægemiddelstyrelsen vil vide mere

Lægemiddelstyrelsen i Danmark har rakt ud til de russiske sundhedsmyndigheder, efter at det tirsdag kom frem, at de har godkendt en vaccine mod covid-19.

Det fortæller direktør Thomas Senderovitz.

– Vi vil gerne høre lidt mere om, hvad de har lavet. Når og hvis vi får adgang til mere viden, må vi vurdere det derefter, siger han.

Thomas Senderovitz understreger, at der i Danmark ikke tages vacciner i brug, uden at det er blevet vurderet, om den er sikker og effektiv.

Der sker normalt ved, at der ansøges om en godkendelse hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Her skal midlet dog normalt også have været igennem fase 3-forsøg – det sidste skridt i udviklingen, hvor det undersøges på mange mennesker.

Tvivler på russisk vaccine

Det er ifølge Ritzau planen, at den russiske vaccine nu skal gennem fase 3-forsøg.

– Rusland er i sin gode ret til at ibrugtage en vaccine, efter hvad de synes.

– Men vi kommer ikke til at ibrugtage en vaccine, før den på helt samme måde lever op til de krav – både hvad angår dokumentation for effektiv og bivirkninger, siger Thomas Senderovitz.

Han tror ikke, at den russiske vaccine kommer til Danmark lige foreløbig.

– Jeg vil ikke udelukke noget, før jeg har set på deres data og snakket med dem, for det er ikke fair. Men jeg kan sige med sikkerhed, at den ikke kommer til Danmark i år.

– Tiden vil vise, om det sker på et andet tidspunkt. Det afhænger af, hvor godt det ser ud, siger direktøren.

Han tror, at der næste år vil komme en vaccine mod coronavirus.

– Hvis alt går efter planen, er der meget, der tyder på det. Om det bliver tidligt eller sent på året, afhænger af, hvornår det bliver godkendt, og hvor meget der kan produceres, siger Thomas Senderovitz.

Flere lægemidler er i øjeblikket i den såkaldte fase 3, som er den sidste fase, inden medicin godkendes til brug. Det gælder blandt andet det amerikanske selskab Moderna.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu