ANNONCE

Professor: Det har kostet liv

22. januar 2021 06:21 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Var lyntest hurtigere blevet rullet ud, kunne det have mindsket coronadødsfald på plejehjem, mener professor

Professor: Det har kostet liv
En del af plejehjemsdødeligheden kunne have været undgået, lyder det. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Det har kostet liv, at myndighederne sent har fået udbredt lyntest i Danmark.

Det vurderer Christine Stabell Benn, der er professor i global sundhed ved Syddansk Universitet, over for Politiken.

– Havde myndighederne handlet hurtigt og udbredt lyntests i efteråret, kunne vi med al sandsynlighed have mindsket den store plejehjemsdødelighed og de indlæggelser, der belastede sundhedsvæsnet.

– Nogle siger, at det ikke er muligt at holde smitten væk fra de ældre, men der er jo ikke gjort et bare halvhjertet forsøg, siger hun til avisen.

Et svagt led

Else Smith, der er tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen, påpeger, at ansatte på plejecentre uforvarende kan have taget smitte med ind til de ældre.

– Det har været et svagt led i den danske teststrategi, at man undlod at udbrede hurtigtest så længe, siger hun til Politiken.

Statens Serum Institut (SSI) udgiver hver tirsdag en rapport med data om blandt andet dødsfald blandt coronasmittede på plejehjem. De seneste tal viser, at 719 plejehjemsbeboere er døde med coronavirus i Danmark.

Alene inden for den seneste uge er 106 coronasmittede på plejehjem afgået ved døden.

Mindre præcise

Det blev først muligt at lynteste borgere på statens regning i midten af december, hvor regeringen og regionerne indgik en aftale med fire private udbydere om, at de skulle stå for op mod 100.000 lyntest per døgn.

Pcr-test, som bruges i det offentlige, skal bruge en mindre mængde virus for at kunne bekræfte smitte, og derfor har den været anbefalet til nære kontakter og folk med coronasymptomer.

Fakta

Danmarks coronatests

Det er i Danmark muligt at få tre forskellige slags coronatest, der enten kan vise, om man har coronavirus eller har haft virusset i kroppen.

Bliv klogere på de tre typer test her:

* PCR-test:

Denne coronatest er den anbefalede af de danske sundhedsmyndigheder. PCR-test bliver benyttet i det offentlige testsystem og anses som sikker. Den viser, om den testede er smittet her og nu. Den foretages ved podning i halsen.

En PCR-test tager op mod tre timer, men i det offentlig testsystem får man normalt først svar en til to dage, efter at testen er blevet foretaget.

Flere private virksomheder tilbyder også PCR-test mod betaling.

* Antigentest:

Den såkaldte lyntest giver svar på, om man er smittet med coronavirus efter 15-30 minutter. Den foretages ved podning i næsen. En faglig ekspertgruppe har slået fast, at antigentest kun skal ses som et supplement til PCR-test.

Det skyldes, at antigentest kun giver det korrekte svar i omkring 50 procent af tilfældene ifølge ekspertgruppen.

Derfor fraråder sundhedsmyndighederne, at antigentest benyttes, hvis man har symptomer eller har været i kontakt med en smittet.

Flere private virksomheder tilbyder antigentest mod betaling.

* Antistoftest:

En antistoftest viser, om kroppen har antistoffer over for coronavirus. Den kan dermed fortælle, om personen har været smittet. Den foretages ved blodprøve.

Man ved dog ikke med sikkerhed, hvor længe man kan måle antistoffer, og hvor længe man er immun over for at blive smittet igen.

Det danske sundhedsvæsen tester kun for antistoffer i forbindelse med forskning og myndighedernes overvågning.

Testen tager ti minutter og kan købes på apoteker og hos private virksomheder, men kvaliteten svinger.

Kilder: Ritzau, Sundhedsstyrelsen.

SSI og Sundhedsstyrelsen slog i november fast, at der var stor usikkerhed ved brugen af lyntest, der kan give svar i løbet af et kvarters tid.

Har fulgt myndighedernes anbefalinger

Det er muligt, at Sundhedsstyrelsen i sine indledende udmeldinger havde for stort fokus på ulemperne ved lyntest, medgiver Helene Probst, vicedirektør i styrelsen.

Hun havde også gerne set, at lyntestene var implementeret hurtigere.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fremhæver, at regeringen har fulgt sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) sagde onsdag, at kommunerne ikke i høj nok grad brugte den ledige testkapacitet til at få testet ansatte.

Det fik KL-formand Jacob Bundsgaard (S) til at svare, at kommuner før har efterspurgt lyntest og fået at vide, at der ikke var ledig kapacitet til det.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu