Provo-kunstner i retten for at vifte med isisflag i Glyptotekets have.

3. maj 2016 18:20 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

At komme en tur foran dommeren for at forstyrre den offentlige ro og orden er ikke noget nyt for Uwe Max Jensen

Provokunstneren Uwe Max Jensen bliver anholdt af tre civilklædte betjente. Video: Local Eyes

En happening i Glyptotekets have i september 2015 kostede mandag provokunstneren Uwe Max Jensen en tur i Københavns Byret.

Iført en sort skraldesæk over hovedet, der skulle gøre det ud for en turban, gik han rundt i haven inden han besteg skulpturen Moderne Pige, der egentlig blot skulle være en mellemstation på vej til en anden skulptur, Trold, der vejrer kristenblod, men så langt kom han altså ikke, inden han blev anholdt og ført væk af tre civilklædte betjente.

Halal og haram

Med sit flag fra Islamisk Stat stod Uwe Max Jensen bag Moderne Pige, der er en nøgen kvinde. Med sine hænder dækkeden han hendes bryster, mens han råbte ‘halal’ (tilladt) og når han igen fjernede dem, råbte han ‘haram’, der betyder forbudt.

– Jeg har ikke noget mod islamister, men jeg har noget mod Islamisk Stat, siger Uwe Max Jensen om baggrunden for sin happening. og uddyber, at han i det hele taget ikke er vild med religioner, der forsøger at pådutte andre deres levevis.

Betjente eller håndværkere

Da Uwe Max Jensen den septemberdag dukkede op i Glyptotekets have, var den stort set tom. Kun tre personer, som kunstneren bedømte som håndværkere, var at få øje på. Han skulle dog hurtigt blive klogere – det viste sig, at de tre mænd var civilklædte betjente, de selvsamme betjente, der senere hev ham ned fra Moderne Pige, iførte ham håndjern og førte ham væk.

– Det er lidt at overreagere med tre mand fra politiets aktionsstyrke til at overvåge mig. Der foregik jo ikke noget kriminelt. Men det er selvfølgelig op til dommeren, siger Uwe Max Jensen.

De tre civilklædte betjente, som udgjorde observationsposten (da jeg i sin tid kom ind i Glyptotekshaven troede jeg, at der var tale om tre håndværkere, der holdt frokostpause), skulle efter ordre fra ledelsen holde sig klar til at gribe ind, hvis der i forbindelse med happeningen foregik noget anstødeligt. Det, vurderede de, var tilfældet, da jeg kravlede op på soklen til skulpturen Moderne Pige. Jeg fremførte i retten, at hvis dette var anstødeligt, kunne man anholde turister i hobetal ved Den lille Havfrue, har Uwe Max Jensen skrevet i en opdatering på Facebook.

Overvågning, terrorparagraf og ransagning

Uwe Max Jensen ved ikke, hvordan politiet har fået nys om hans happening.

– Det kan være, de har aflyttet min telefon eller måske overvåget min facebook, siger han, og fortæller videre, at også fem andre betjente dukkede op og afkrævede hans opdukkede venner identifikation.

I det hele taget synes Uwe Max Jensen, det hele tog en underlig drejning:

– Ja, det tog lidt hårdt fat, sigtede mig efter terrorparagraffen og ransagede også min bil, siger han om selve anholdelsen.

Den sigtelse blev dog senere ændret til forstyrrelse af den offentlige ro og orden. Og altså den sigtelse, han skulle forholde sig til i retten mandag.

Næsten vant til det

Uwe Max Jensen har været en hyppig gæst i de danske retssale på det sidste: For fjorten dage siden var han forbi Viborg for at have forstyrret den offentlige orden, da Ibi-pippi Orup Hedegaard og han selv var anklaget for at have assisteret Dan Park i forbindelse med plakatopsætning i Silkeborg i efteråret 2015.

For en uge siden var det Retten i Aalborg og også her er det samme paragraf, der har fået ham foran en dommer: Denne gang for at klistre flere af Dan Parks, en anden provo-kunstner, ‘Terrorist Welcome’ plakater op i Aalborg.

– Jeg tror, jeg har været i retten op mod ti gange nu – første gang for at pisse op ad en mur i Brande, siger Uwe Max Jensen, der ikke dengang kunne overbevise retten om, at det var kunst og måtte indkassere en bøde på 2000 kroner.

I sagen fra Glyptotekets have falder der dom på mandag 9. maj.

 

 

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu