Nu vender Qvortrup tilbage til skærmen med eget program

29. december 2014 11:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Nu vender Qvortrup tilbage til skærmen med eget program
Henrik Qvortrup

Henrik Qvortrup giver et foredrag på Knudsens i Holstebro. Pressefoto.

Præcis otte måneder efter, at Henrik Qvortrup blev fyret som politisk kommentator på TV 2, er han nu på vej tilbage på TV-skærmen for at drøfte spin og politik.

Den tidligere spindoktor og Se og Hør-chefredaktør har søndag 4. januar premiere på TV-programmet »Qvortrups Valg« på TV-kanalen dk4. Her vil han hver søndag frem mod det kommende folketingsvalg fokusere på dansk politik.

Henrik Qvortrups første gæst bliver finansminister Bjarne Corydon (S).

»Jeg glæder mig til igen at beskæftige mig med det, der ligger mit hjerte allernærmest, nemlig politik,« siger den kommende TV-vært i en pressemeddelelse.

Henrik Qvortrup blev i april fyret fra TV 2 på grund af hans rolle i sagen om Se og Hørs påståede overvågning af en række kendte danskeres kreditkort. Han er blandt andet sigtet for »uberettiget at skaffe sig adgang til andres dataoplysninger«.

Dk4 glæder sig over at have fået Henrik Qvortrup ind i folden.

»Vi er glade for, at Qvortrup har taget imod vores tilbud om at lave et aktuelt politisk program,« siger administrerende direktør Stig Hasner.

»Qvortrup er efter min opfattelse Danmarks bedste politiske TV-kommentator, og jeg tror der er mange, ligesom jeg, der har savnet ham på TV skærmen.«

Henrik Qvortrup har i forvejen landet et job som politisk analytiker på metroxpress fra februar.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu