ANNONCE

Rådhuspladsen spærres af

28. december 2020 10:41 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Nytårsaften 2020 bliver bare ikke, som de er flest.

Rådhuspladsen spærres af
Sådan kommer det næppe til at se ud på Rådhuspladsen i København i år, når årsskiftet markeres. Foto: Scanpix

Coronaviruspandemien har ændret på meget af vores hverdag, og 2020 har været et år, der på mange måder har været vendt rundt. Nu er Danmark klar til 2021, men selve markeringen af overgangen bliver heller ikke, som vi kender den.

På grund af den markante spredning af coronavirus i København og omkringliggende kommuner, har Københavns Politi nu sammen med Københavns Kommune besluttet at spærre Rådhuspladsen af til nytår.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse mandag formiddag. Afspærringen effektueres ved en indhegning, der reelt holder almindelig færdsel ude fra den ellers store forsamlingsplads i hovedstaden.

Traditionelt er det også på Rådhuspladsen, at mange københavnere mødes, når klokken slår 00. Her affyres fyrværkeri foran Rådhusuret, der ligeledes er en vigtig markør, når et år bliver til et nyt.

Flere andre politikredse har allerede markeret, at der vil være ekstraordinært mange patruljer i gaderne med fokus på, om retningslinjerne for Covid-19-begrænsning nu også overholdes. Blandt andet er der indført stop for salg af alkohol fra klokken 22 den 31. december, og værtshuse, restauranter og natklubber skal holde lukket.

Bliv væk

I Danmark er der allerede indført en række retningslinjer og restriktioner, der skal forsøge at holde folk i Danmark fra at sprede coronavirus i samfundet. Blandt andet er det forbudt at samles mere end 10 personer i offentligheden.

– Den nuværende situation med høje smittetal er meget alvorlig, og det er i det lys, at Københavns Kommune på vores opfordring sætter et hegn op rundt om det meste af Rådhuspladsen for at undgå, at alt for mange samles omkring fejring af indgangen til 2021, siger chefpolitiinspektør for Københavns Politi Jørgen Bergen Skov.

Hegnet på Rådhuspladsen bliver sat op i løbet af den 30. december, og pladsen vil blive spærret helt af fra den 31. december klokken 16.00 til 1. januar klokken 9.30. I det tidsrum er det altså ikke muligt at opholde sig på den indhegnede del af pladsen.

“Det vil dog være muligt at krydse pladsen til fods og på cykel via en passage, ligesom vi har sikret adgang til metrostationen. Nytårsaften vil Københavns Politi sørge for, at afspærringen respekteres. Hvis man forcerer hegnet og går ind på Rådhuspladsen, kan det udløse en bøde”, skriver politiet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu