ANNONCE
Onsdag klokken 16.11 fik politiet en anmeldelse om, at en personbil var kørt ind i en husmur på en privatadresse i Ll. Grandløse ved Holbæk.
Det var der dog en grund til.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Artiklen fortsætter under videoen
Uheldet skete ved, en 75-årig mand fra Holbæk kørte i en personbil ad Roskildevej i nordlig retning med lav hastighed.
En lastbil kørte bagved i samme retning og foretog en overhaling, men trak herunder ind mod højre, så lastbilen ramte personbilen på dennes venstre side.
Den 75-årige mistede kontrollen over bilen, der ramte ind i en husmur på en nærliggende ejendom.
Lastbilchaufføren, der måske ikke opdagede uheldet, fortsatte sin kørsel i nordlig retning uden at standse.
Ifølge vidner skulle der være tale om en lastbil med et rødt lad, men hverken nummerplade eller firmaoplysninger blev aflæst.
Politiet har nu optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få identificeret lastbilen.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har bemærket lastbilen på strækningen klokken cirka 16.10, og som kan give oplysninger om den.
Ingen kom til skade.
ANNONCE