ANNONCE

Pava ramt af blodprop: Gav sig til at male

29. august 2020 18:22 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Poul Pava blev torsdag indlagt med en blodprop i hjertet. De fleste ville nok følge lægens råd og tage den med ro, men ikke Pava.

“Tak til alle” står det i hjørnet af den landskendte kunstner Poul Pavas seneste værk, og det mener han faktisk. Pava er i skrivende stund indlagt på Bornholms Hospital, fordi han torsdag blev så bekymret over en stikkende smerte i brystkassen.

Smerten viste sig at være en blodprop i hjertet, fortæller han Newsbreak.dk fra sin sygeseng på klippeøen. Hvor de fleste ville vælge at følge lægens råd om at tage den med ro, så har Poul Pava valgt en noget anden tilgang.

– Jeg blev hentet med ambulance, og det gik egentlig hurtigt med at få ordnet selve blodproppen, men jeg fik at vide, jeg skulle blive her i fire dage, og så sagde jeg “det kan jeg sgu da ikke holde ud”, fortæller han.

Så fandt han på noget at give sig til.

Det dur ikke

Blodproppen opdagede Poul Pava selv efter en voldsom trykken, der havde stået på i mere end 24 timer. Det fik ham til at ringe efter hjælp.

– Jeg ringede og sagde “det dur ikke det her. Der er noget galt”, og så tilbød jeg at køre til hospitalet, men jeg fik besked på, at jeg under ingen omstændigheder skulle ud at køre, og så sendte de altså en ambulance, siger kunstneren.

Blodproppen blev skyllet ud, Pava fik medicin, og den virker. Mandag skal han overflyttes til Rigshospitalet i København, hvor hjertet skal undersøges grundigt af specialister.

Pava havde dog ingen planer om at forlade Bornholms Hospital uden at give noget tilbage til de ansatte, der ifølge ham har ydet en verdensklasse behandling til kunstneren, der selv bor i Rønne på Bornholm.

Skal ikke dø i en seng

Hospitalet har fået renoveret sin afdeling for pårørende og andre besøgende, og som en ægte kunstner fandt Poul Pava her sit nye lærred. To kridhvide sterilt udseende endevægge. Hvad mere kan en maler bede om.

– Nu har I reddet mit liv, så kan jeg da male de endevægge der, sagde jeg til dem, og det ville de så gerne have. Så jeg har altså malet to billeder, mens jeg har været indlagt. Jeg skal ikke dø i en seng, så hellere med en pensel i hånden, siger han.

Generelt er der stor ros til personalet på hospitalet på Bornholm. Poul Pava er mere end tilfreds.

– Folk skulle skamme sig over at kritisere sygehusvæsnet, slutter han.

Så må tiden vise, om også Rigshospitalet skal dekoreres med en ægte Poul Pava, når multikunstneren mandag overflyttes til København.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu