ANNONCE

Ramt af stress, blodprop og skilsmisse

24. april 2021 10:19 | Af: Ritzau Fokus

44-årige Anders Langballe har haft nogle tumultariske år, og nu starter han forfra både privat og i karrieren

Ramt af stress, blodprop og skilsmisse
Anders Langballe er færdig på skærmen. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

“Kender du bogstavet S?”

Sådan spurgte en neuropsykolog den tidligere Christiansborg-journalist og TV2-profil Anders Langballe.

Selvfølgelig gjorde han det.

Den banale opgave var nu, at han skulle nævne så mange ord som muligt med S på et minut. Ikke ligefrem nogen udfordrende opgave for en voksen mand med rygsækken fuld af journalistisk og politisk erfaring.

Men mens de 60 sekunder tikkede afsted, var han fuldstændig blank. Det lykkedes ham kun at komme frem til et enkelt ord: sofa.

Blodprop i hjernen

Det var realiteten efter et stressforløb og en blodprop i hjernen. I sin nye bog, “Forfra”, fortæller 44-årige Anders Langballe om sin vej fra ungdomspolitik til journalistik og jobbet som politisk redaktør på TV2, der endte med at overtage hans liv.

Men man følger ham også efter blodproppen, der stak en kæp i hamsterhjulet, og forløbet, der endte med at koste ham både jobbet og kernefamilien.

– Det har været en vild periode. Historien trækker tilbage til før blodproppen, fordi jeg var stresset og presset i min sidste tid på TV2.

– Så kommer det ordentlige fald i november 2018, hvor jeg dejser om med blodprop og mister alt. Jeg kan ikke læse, tale eller forstå alt, der bliver sagt.

Anders Langballe kan efter blodproppen i hjernen ikke tale rent. Hans mund svarer ikke det, han vil.

– Der var ret klart, at der var noget helt basalt, der skulle på plads. Først skulle det afdækkes, hvor skadet jeg er.

– Man brugte lang tid på at afdække, om der var personlighedsforandringer, det kommer også an på, hvor skaden er, forklarer han.

Hul på størrelse med en golfbold

Anders Langballes skade i hjernen har primært ramt talecenteret. Han har i bogstavelig forstand et hul i hovedet, der er på størrelse med en fladtrykt golfbold.

– For mig handlede det om at få lært at læse og skrive og forstå sammenhænge. Da det var på plads skulle jeg indsluses på arbejdsmarkedet igen i en praktikordning på TV2.

Hjerneskadens placering skulle vise sig at være held i uheld. For talecenteret, som han har brugt heftigt i sin karriere, var “nok det mest veludviklede i hele hans krop”, som neurologen udtrykte det.

Og det betød, at han også havde et godt udgangspunkt for at komme til hægterne igen.

Anders Langballe gik til genoptræningen med indædt stædighed og er i dag på mange punkter tilbage – ikke på 100 procent, men det går stadig fremad.

– Jeg tror hele tiden, at nu er jeg ved at være der. Og jeg bilder mig selv ind, at nu har jeg forstået, hvad det betyder, at have en skade i hjernen, hvad det betyder for et arbejde, og hvornår jeg skal hvile på forhånd, som man skal, når man har sådan et hul i hovedet.

– Når det så er ved at gå rigtig godt, og jeg synes, at hele skidtet balancerer, så bliver jeg stadig lidt for optimistisk, eller jeg glemmer at tage min lur midt på dagen. Og lige pludselig kan jeg bare mærke – bang – så går det helt ned. Så kan jeg slet ikke overskue noget, fortæller han.

Men han er kommet langt, siden han ikke engang kunne få sine børns navne over læberne.

En helt anden form for træthed

I begyndelsen kunne han ikke overskue at læse en hel sms. Han måtte holde pause midtvejs. Nu kan han læse en bog, uden at det nødvendigvis giver de store problemer.

– At man har en skade i hjernen, er noget syret noget. Os, der kender det, vi taler om at være hjernetræt.

– Det er overhovedet ikke ligesom at være fysisk træt. Lige pludselig går hjernen bare helt ned. Jeg kan stadigvæk have problemer med at bruge mit sprog, når jeg bliver træt. Pludselig føler jeg ikke, at jeg kan formulere mig meningsfuldt, og det kan komme lige pludselig.

– Det er den hjernetræthed, der kommer, når jeg er ved at presse mig selv. Får jeg ikke håndteret det, før jeg bliver hjernetræt, så bliver det helt sort for mig, så kan jeg slet ikke noget, forklarer han.

Derfor har han opbygget nogle vaner, der hjælper ham til at undgå at komme derud.

Tager en pause

Det handler om at lade batterierne op, før de når det røde punkt.

– Jeg ved, at jeg skal lægge mig 10-15 minutter midt på dagen, hvis jeg har travlt. Selv om jeg ikke føler mig træt. Jeg bruger en meditationsapp, jeg tager noget i ørerne.

– Når jeg vågner efter det, kan jeg mærke, at jeg er tæt på fuld kraft igen. Det gør en verden til forskel, at jeg har fået det break.

Hjernetrætheden er ikke noget, man kan se udefra. Men Anders Langballes nærmeste kan godt fornemme, når det begynder at presse på.

– Jeg bliver mere på tværs og mere påståelig. Og dem, der kender mig rigtig godt, siger “tror du ikke lige, du skal gå dig en tur”, eller “gå lige op og læg dig”, siger han med et grin.

Skilt midt i det hele

Forløbet har ikke bare været hårdt for Anders Langballe. Det har også trukket tænder ud for hans familie.

I efteråret 2020 var der ikke mere at give af.

– Hele det her forløb har været tungt. Jeg blev også skilt midt i det, da jeg ellers troede, vi var ved at være på plads. Men hele det forløb sled ekstremt meget. Og nedlukningen tror jeg også, har spillet en rolle.

– Det er jo den mest fortærskede floskel at sige, men vi voksede fra hinanden, siger Anders Langballe om forholdet til Anette Sønderby.

Derfor er Anders Langballe og Anette Sønderby nu deleforældre til børnene Kirstine på 11 år og Laurits på 14 år.

Udfordringerne på privatfronten er ikke kun opstået i kølvandet på hjerneskaden. De byggede sig stille og roligt op, i takt med at Anders Langballes job blev en større og større faktor for hele familien.

Var altid på

Anders Langballe har en lang karriere bag sig på TV2. Med jobbet som politisk redaktør fulgte arbejde fra tidlig morgen, og ofte holdt sendevognen også klar uden for familiens hjem længe efter normal arbejdstid.

Så kunne han stå og stege frikadeller til aftensmad og gå direkte ud og være med live i et indslag.

Selv når familien skulle op til ødegården i Sverige for at trække stikket, kunne sendevognen følge med.

– Det er ikke sådan, at vi besluttede, at vi skulle leve på den måde, at jeg arbejdede mere og mere, og Anette gik derhjemme. Men hun var mere frit stillet på den måde, at hun er freelancefotograf og tog de opgaver, der lige passede.

– Så vores liv blev lidt en udgave af en 50’er-familie, hvor far går på arbejde og mor tager hjemmet, siger Anders Langballe.

Forsøgte at trappe ned

Sådan udviklede det sig igennem mange år. Men det var ikke en holdbar løsning for familien.

– Til sidste begyndte vi at tale om, at det ikke gik, og jeg skulle stoppe. Hun skubbede på og sagde, at enten må du sige, at det ikke kan fortsætte på den måde, eller også skal du have noget hjælp til at styre dit liv.

– Så troede jeg, vi var ved at finde ind i en ny model. Og så kom blodproppen, siger han.

Også på jobfronten skal han til at begynde helt forfra. Allerede før blodproppen vidste han, at han skulle væk fra TV2. Der var en hård og maskulin ledelseskultur, som han ikke længere passede ind i.

Og livet som reporter og siden politisk redaktør var en evig kamp for at være først med det nyeste og altid halse efter det næste scoop. Det var en konstant kamp for at vise sit værd, og kampen havde ingen ende.

Fortryder ikke – længes heller ikke

Og selv om det liv nu endegyldigt er fortid, ser han ikke tilbage med ærgrelse.

– Der er masser af ting, jeg fortryder. Men jeg fortryder ikke, at jeg har været på Christiansborg og har været en del af den hysteriske nyhedsmotor, for det har givet mig ufatteligt meget. Men når jeg kigger tilbage, så længes jeg på ingen måde efter at være en del af den.

– Når jeg nu tænder for News, så ser jeg det på en helt anden måde, og jeg tænker “slap nu af”. Når jeg ser mine kolleger lave det, jeg har gjort i ti år, og har syntes, var supervigtigt, så har jeg en anden balanceret tilgang til det, forklarer Anders Langballe.

Fremtiden er uvis

For et år siden takkede han ja til jobbet som pressechef for Danske Handicaporganisationer. Et job, der på mange måder var lige præcis det, han havde brug for.

To dage senere ramte coronanedlukningen, og der var ikke længere helt den forudsigelighed, han egentlig havde behov for i sit forløb.

Et år senere har han besluttet, at han skal videre og med udgangen af april, vinker han farvel til jobbet som pressechef.

Nu skal han have sin bog “ud at flyve”, og i den forbindelse skal han også holde foredrag.

Hvad der derefter venter, er endnu ikke mejslet i sten. Det må gerne være politisk, men det skal være uden for Christiansborgs mure, slår han fast.

– Det skal ikke være i partiregi, for på Christiansborg har man simpelthen så travlt. Man har altid travlt, og det gælder både nyhedsjournalister og politikere.

– De står altid foran en kæmpekæmpe sag, og bliver den ikke løst, vælter hele verden. Om halvanden time er det en ny sag. Den tilgang har jeg fået en bekymring og en antipati for, siger han.

Bogen “Forfra” udkommer den 26. april.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu