Randers stopper AGF i betændt lokalopgør

18. maj 2019 18:16 | Af: Ritzau Fokus

Randers vandt lørdag 2-1 over AGF, som dermed tabte efter syv sejre i træk i Superligaen.

Randers forlængede lørdag holdets positive stime mod AGF i Superligaen med en 2-1-sejr hjemme i det første af to playoffopgør om en plads i Europa League-kvalifikationen.

Kronjyderne har nu ikke tabt et eneste af de seneste ni superligaopgør mod AGF, mens AGF sluttede sin historiske stime på syv sejre i træk i Superligaen.

Det var AGF’s længste sejrsstime, siden Superligaen blev oprettet i 1991.

Kampen bød på masser af chancer i begge ender, men takket være stor skarphed og en solid defensiv kunne Randers snuppe sejren.

AGF kom ellers bedst ud til kampen og bragte sig også foran efter blot ni minutter, da unge Alexander Ammitzbøll i midten af feltet køligt lagde bolden fladt i mål.

Men Randers svarede hurtigt igen seks minutter efter.

Den vævre kantspiller Saba Lobjanidze tog et par træk ind mod AGF-feltet, inden han flot drejede bolden op i det lange hjørne.

Ingen af holdene virkede tilfredse med 1-1, for der var optræk til flere scoringer i den efterfølgende periode.

Randers trækker stikket

Det lykkedes da også hjemmeholdet at bringe sig foran.

Et langt indkast endte for fødderne af Björn Kopplin, som resolut bankede bolden i kassen til 2-1.

I anden halvleg var det tydeligt, at AGF søgte udligningsmålet, men holdet havde svært ved at spille sig forbi det stærke Randers-forsvar.

Randers havde samtidig et par muligheder for at udbygge føringen.

Ingen af holdene lykkedes med at få bolden i mål i anden halvleg, og derfor endte kampen 2-1.

Randers har dermed det bedste udgangspunkt, inden de to hold mødes i det andet opgør i Aarhus i næste uge.

Vinderen møder nummer fire fra mesterskabsslutspillet i en dyst om en plads i Europa League-kvalifikationen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu