ANNONCE

Dansker stormer frem

31. august 2020 10:17 | Af: Ritzau Fokus

Efter sejren i UK Championship ligger golfspilleren Rasmus Højgaard nummer 63 på verdensranglisten.

Dansker stormer frem
Rasmus Højgaard vandt UK Championship efter omspil mod Justin Walters. Foto: David Davies/Scanpix

Den danske golfkomet Rasmus Højgaard tager et stort spring frem på verdensranglisten, efter at han søndag triumferede på European Tour.

Den 19-årige Højgaard vandt UK Championship, hvilket betød et avancement på 41 pladser.

På den nyopdaterede verdensrangliste hopper Højgaard fra 104.-pladsen til en placering som nummer 63.

Højgaard har været flyvende ovenpå coronapausen og har leveret det ene topresultat efter det andet.

Han fik comeback efter pausen med en andenplads i British Masters og fulgte op med en delt sjetteplads i Hero Open. Derefter fulgte en tredjeplads i English Championship, inden det søndag kulminerede med sejren i UK Championship.

Her var han ude i omspil om sejren mod den 20 år ældre sydafrikaner Justin Walters.

Fjerdeplads

På European Tours Race to Dubai-liste ligger Højgaard nu på en imponerede fjerdeplads. Han lå nummer ti inden weekendens sejr.

Lucas Bjerregaard er næstbedste dansker på verdensranglisten qua sin placering som nummer 188.

Amerikaneren Dustin Johnson topper listen foran spanieren Jon Rahm.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu