ANNONCE

Reaktion på vaccine vækker bekymring i Norge

13. marts 2021 19:31 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

En mulig sammenhæng mellem vaccine og blodprop undersøges

Reaktion på vaccine vækker bekymring i Norge
Det er endnu uklart, om der er en sammenhæng mellem blodpropper og AstraZenecas vaccine mod covid-19. Men både Norge og EMA undersøger tre nye tilfælde. Foto: Miguel Riopa/AFP

Mindst tre sundhedsmedarbejdere er indlagt på hospitaler i Norge med blodpropper, efter at de har fået coronavaccinen fra AstraZeneca.

– Vi kan foreløbig ikke sige noget sikkert om sammenhæng mellem vaccinen og blodprop, siger Sigurd Hortemo, der er overlæge i den norske lægemiddelstyrelse, på en pressekonference lørdag.

– På grund af alvoren undersøger vi grundigt, siger han ifølge Aftenposten.

Ramt af blødninger

To af de tre, der er ramt af en blodprop, er relativt unge, og alle tre er vaccineret for nyligt skriver den norske avis.

Også flere yngre patienter har fået større eller mindre blødninger i huden, efter at de er blevet vaccineret.

– Det kan være et alvorligt tegn på nedsat antal blodplader, siger Sigurd Hortemo.

Han opfordrer alle, der er blevet vaccineret, til at være særligt opmærksomme på bivirkninger.

– Hvis du har taget vaccinen og efter nogle dage oplever at få hudblødninger, så bør du tage kontakt med sundhedsvæsnet, siger han.

Kendte bivirkninger

Da AstraZeneca-vaccinen blev godkendt til brug i Danmark, oplyste Statens Serum Institut, at man havde fundet en række bivirkninger hos de 23.745 personer, der havde modtaget mindst én dosis vaccine, der forekom så ofte, at de blev betegnet som hyppige:

– Ømhed på indstiksstedet (63,7%), smerter på injektionsstedet (54,2%), hovedpine og træthed (ca. 53%), muskelsmerter og utilpashed (44%), feber (33,6%) og kulderystelser (31,9%) samt ledsmerter (26,4%) og kvalme (21,9%).

Vacciner sat på pause

Nyheden kommer i forlængelse af, at Sundhedsstyrelsen satte AstraZenecas vaccine på pause. Det skete efter indberetninger fra flere europæiske lande om borgere, der var vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, og som efterfølgende var blevet ramt af en blodprøve.

Men det er svært at bevise sammenhængen mellem coronavaccine og blodprop. Det siger Morten Andersen, der er klinisk farmakolog og professor ved Københavns Universitet.

– Det er ikke noget, der kan måles i en blodprøve. Og ved de enkelte tilfælde er det ikke muligt at slå fast med sikkerhed, at det er lægemidlet, der er årsagen.

60-årig kvinde død

Et af de tilfælde, der fik Sundhedsstyrelsen til at sætte AstraZeneca-vaccinen på pause, handler om en 60-årig dansk kvinde der er død med en blodprop, efter at hun var blevet vaccineret med en vaccine fra AstraZeneca.

For at klarlægge en eventuel sammenhæng mellem en vaccine og et dødsfald vil myndighederne ifølge Morten Andersen foretage flere undersøgelser

– For det første vil man se på, om der kunne have været andre årsager til blodpropperne. Det kan være, om den vaccinerede person var kendt for andre sygdomme, som kan give blodpropper.

Mistanke er ikke bevis

Selv med en obduktion bliver det svært at slå en forbindelse mellem blodprop og vaccine fast, siger Morten Andersen.

– Med en obduktion vil man danne sig et billedet af patienten, og derefter sige, at der ikke er andre sandsynlige årsager til blodpropper, end at det kan være AstraZeneca-vaccinen.

– Men det er jo ikke noget bevis. For man kan aldrig bevise, at der er en sammenhæng med den her sygdom. Så mistanken er alene, at det ligger tæt på vaccinationen.

Det er naturligt, at der forekommer dødsfald, når millioner af mennesker bliver vaccineret med en vaccine, lyder det fra professoren.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) oplyser, at man ikke ser nogen grund til at stoppe for AtraZenca-vaccinerne. og Morten Andersen betegner også beslutningen fra de danske sundhedsmyndigheder som “voldsom”.

– Det er meget usædvanligt og en voldsom reaktion, eftersom der tilsyneladende kun er lidt mere end 20 tilfælde af blodpropper ud af tre millioner, som er vaccineret med coronavaccinen fra AstraZeneca, siger han.

Blodpropper undersøges

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) vil nu se nærmere på de tre tilfælde af blodpropper for at finde ud af, om der er en sammenhæng, oplyser Hortemo.

– Jeg vil sige, at dette er ekstremt sjældne hændelser, og at denne vaccine er blevet brugt på et tocifret antal millioner mennesker. Og bortset fra tilfældene i Norge, Danmark og Østrig, er der ikke rapport om sådanne hændelser, siger han.

Norge indstillede torsdag brugen af coronavaccinen fra AstraZeneca, efter at Danmark havde sat den på pause i foreløbig 14 dage. Kort efter gjorde Island det samme.

Inden da havde Østrig stoppet brugen af AstraZeneca-vacciner fra en modtaget levering. Det sker, mens østrigske myndigheder undersøger omstændighederne omkring et dødsfald hos en person, der havde fået AstraZeneca-vaccinen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu