ANNONCE

Skolestart: Sådan undgår du at skræmme dit barn

17. april 2020 05:36 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Skoleklasserne for de fem første klassetrin er åbnet. En snak med barnet om skolestart kan hjælpe på trivslen.

Børn fra 0.-5 klasses skolegang var noget af det første, der blev genåbnet af regeringen.

Og børnene har da også haft deres første skoledage, siden samfundet blev lukket ned på grund af coronavirus.

Det er derfor en anden hverdag, der møder børnene i skoleklassen, da det er nogle helt andre retningslinjer om afstand og afspritning af hænder, der også fylder på skoleskemaet.

Derfor mener Red Barnet, at det er afgørende, at forældrene tager en snak med børnene om, hvad der venter dem. Det er også vigtigt, at forældrene ikke putter deres egen nervøsitet eller bekymringer over på barnet.

– Børn i særligt de små klasser er i en alder, hvor de kigger mod deres forældre, hvor de skal finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert i verden, siger Naja Kinch Sohn, der er seniorrådgiver i Red Barnet og arbejder med skolebørns trivsel og fællesskaber.

– Derfor vil det påvirke barnet meget, hvis man selv er meget bekymret og fortæller om det, siger hun.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke retningslinjer der gælder for børn, forældre og skoler i forbindelse med genåbningen.

Tag stille og rolig snak

Ifølge Naja Kinch Sohn er det vigtigt, at der bliver taget en stille og rolig snak med børnene, om hvad de kan forvente at møde henne i skolen.

– Det er en vigtig del af børns trivsel, at de kender rammerne, som de skal indgå i. Det kan ellers skabe en enorm utryghed. For nogle børn vil utrygheden betyde flere konflikter. Så vil der komme flere skænderier og slåskampe, siger seniorrådgiveren.

Barnet kan dog godt udtrykke mere nysgerrighed eller stille spørgsmål, som forældrene ikke nødvendigvis kan svare på.

Det kan også være en anden virkelighed, der møder dem henne i skolen, eller der er modsatrettede beskeder fra læren og forældrene.

Her er det vigtigt, at man ikke fortæller barnet mere, end hvad man ved som forældre.

– Det vil højst sandsynligt skabe forvirring for barnet, og derfor vil vi også i Red Barnet opfordre til at se, hvad der står på Aula (skolernes intranet), siger Naja Kinch Sohn.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu