ANNONCE

Redningsaktion i gang ved kunstværk

23. marts 2021 22:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Redningsfolk arbejder på stedet

En reparatør er fanget indvendig i en 30 meter høj skorsten i kunstinstallationen “Elia” i Herning, oplyser Midt og Vestjyllands Politi.

– Vi arbejder på at få ham ud. Han er ukontaktbar i øjeblikket, fortæller politiets vagtchef Jens Claumarch.

Ekstra Bladet skriver, at politiet omkring 22.01 var ved at forsøge at løfte manden ud.

– Han er stadig ikke til at komme i kontakt med. Der står en læge på jorden og venter, siger Jens Claumarch til Ekstra Bladet. 

Manden er i ukendt tilstand. Hans pårørende er underrettet, skriver Ekstra Bladet.

Kuppel med søjler

Den enorme skulptur “Elia” er tegnet af kunstneren Ingvar Cronhammar og befinder sig ved Herning Kunstmuseum. Den består af en metalkuppel og fire hule søjler – eller skorstene, om man vil.

Det er inde i en af disse skorstene, at manden er fanget.

– Vi ved ikke, hvad der er sket. Muligvis sidder han fast i nogle tværstivere derinde, har Jens Claumarch tidligere sagt.

“Stop”

Reparatøren er gået ind i skulpturen fra oven, hvor han via en kran er blevet hejst ned i stålcylinderen.

– Han havde været inde én gang og skulle så derned igen. På et tidspunkt siger han til kranføreren, at han skal stoppe. Derefter har kranføreren ikke kunnet komme i kontakt med ham, fortæller vagtchefen.

“Elia” er 32 meter høj og har i sin midte et fald på cirka 15 meter ned til bunden af skulpturen, der er omkranset af et højt rækværk.

I 2017 blev værket udstyret med et sikkerhedsnet, efter at to personer blev dræbt i ulykker på stedet.

Newsbreak.dk følger sagen …

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu