ANNONCE

Regeringen bliver tvunget i mindretal

16. marts 2021 19:24 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det er uacceptabelt, når statsministeren egenrådigt lægger en vaccinestrategi, mener Enhedslisten

Regeringen bliver tvunget i mindretal
Bag beslutningen står Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Et politisk flertal uden om regeringen vil inddrages mere, når der skal træffes vigtige beslutninger om vacciner.

Det skriver Politiken.

Fra nu af skal Folketinget inddrages i bestræbelserne på at skaffe flere coronavacciner. Sådan lyder det i en erklæring fra Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og De Radikale.

– Det er selvfølgelig uacceptabelt, at regeringen og statsministeren helt egenrådigt lægger en vaccinestrategi uden at inddrage hverken parlamentarisk grundlag eller Folketingets partier.

– Derfor har vi fremlagt den her tekst, som dels kritiserer forløbet og dels pålægger regeringen at indkalde til forhandlinger, så Folketingets partier kan blive inddraget, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, til Politiken.

Rejsen til Israel

Politiken er i besiddelse af den konkrete vedtagelsestekst. Her bliver statsminister Mette Frederiksens (S) omdiskuterede tur til Israel fremhævet som et eksempel på manglende inddragelse.

Statsministeren har været i Israel for at diskutere et vaccinesamarbejde med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz.

Statsministerens rejse til Israel blev kritiseret af et bredt udsnit af Folketingets partier.

Gruppeformand for Enhedslisten, Peder Hvelplund var “dybt forundret,” mens Michael Aastrup Jensen fra Venstre klagede over, at statsministeren ikke havde sagt noget om turen, før Mette Frederiksen tog afsted til Israel.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu