ANNONCE
Regeringen vil udskyde moms og skat for små og mellemstore virksomheder. Det vil give 40 milliarder kroner i likviditet, oplyser Skatteministeriet.
Det har været stærkt efterspurgt politisk, siden regeringen sidste uge præsenterede en hjælpepakke, der hovedsageligt hjalp større virksomheder.
Med den nye pakke vil regeringen udskyde momsbetalinger for små og mellemstore virksomheder. Samtidig vil betalingen af B-skat, som mange mindre virksomheder bruger, blive udskudt.
– Danmark er et iværksætterland med mange små og mellemstore virksomheder. De virksomheder og deres medarbejdere ønsker regeringen at hjælpe bedst muligt gennem de nuværende udfordringer. Derfor foreslår vi at udskyde betalingen af moms for små og mellemstore virksomheder og fristen for betaling af B-skat til gavn for især de selvstændigt erhvervsdrivende. De nye forslag giver danske virksomheder en nødvendig buffer på likviditeten. Det her er et vigtigt skridt. Men vi arbejder samtidig på yderligere initiativer, der holder hånden under vores selvstændige, siger skatteminister Morten Bødskov.
Konkret foreslår regeringen at udskyde momsbetalingen for små og mellemstore virksomheder ved at sammenlægge to afgiftsperioder.
Det betyder, at betalingsfristen for den første afgiftsperiode udskydes, så den svarer til betalingsfristen for den anden afgiftsperiode. Små virksomheder skal dermed først betale moms den 1. marts 2021, mens mellemstore virksomheder først skal betale den 1. september i år.
Virksomhederne vil få negativ moms udbetalt som vanligt, hvis de angiver efter afgiftsperiodens udløb. Forslaget kommer efter, at regeringen i sidste uge foreslog at udskyde momsbetalingen for store virksomheder samt en generel lempelse af betalingsfristerne for A-skat og AM-bidrag.
Derudover foreslår regeringen at udskyde betalingsfristen for B-skat. Det vil især styrke likviditeten for selvstændigt erhvervsdrivende. Konkret betyder det, at den betalingsfrist, som ellers lå den 20. april, flyttes til den 20. juni, mens fristen den 20. maj udskydes til den 20. december. Dermed bliver april og maj helt fri for betaling af B-skat. Selvstændigt erhvervsdrivende kan derudover selv reducere deres B-skattebetaling for resten af 2020, hvis de på SKAT.dk nedsætter deres forventede indtjening for 2020.
Sammen med de allerede foreslåede lempelser af betalingsfrister ventes danske virksomheders likviditet forbedret med i alt ca. 165 mia. kroner.
ANNONCE