Regeringen vil skrotte opholdskravet

25. august 2019 21:43 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Blå partiers opholdskrav for dagpenge skal rulles tilbage, siger ny minister. Støttepartier og a-kasser er glade, mens Venstre og Dansk Folkeparti er bekymrede.

Regeringen vil skrotte opholdskravet
Et opholdskrav for dagpenge rammer de forkerte og skal derfor skrottes, lover den nye beskæftigelsesminiser, Peter Hummelgaard (S). (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Del:

Den socialdemokratiske regering vil fjerne det omstridte opholdskrav, der begrænser retten til dagpenge.

Det garanterer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

(Artiklen fortsætter under videoen)

– Det er vores politik, og det kommer til at ske, siger han i et interview med Politiken.

Hvornår kan han ikke sige noget om, men opholdskravet står “langt oppe” på listen over hans kommende opgaver.

– Den overvejende del af folk, der bliver fanget i det, er etniske danskere, som har været i udlandet for at arbejde. Så det strider jo imod intentionen fra dem, der vedtog det i sin tid, siger ministeren og nævner, at det også har vist sig “umuligt at administrere”.

– For det tredje – hvilket er et kæmpe problem – er det med til at udhule, hvor attraktivt det er at melde sig ind i en a-kasse, siger Peter Hummelgaard.

Opholdskravet betyder, at du skal have opholdt dig i Danmark eller et andet EU-land i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge, også selv om du i alle årene har indbetalt til en a-kasse.

Det blev vedtaget af VLAK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti kort før årsskiftet og trådte i kraft ved nytår.

Intentionen med et opholdskrav er at skærme dagpengesystemet for udlændinge, der kommer til Danmark, men det rammer også danskere, der i en periode har været bosiddende i udlandet.

Blandt regeringens støttepartier er der begejstring.

– Fantastisk, siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF), der presser på for hurtig afskaffelse af opholdskravet.

Radikale Venstre og Enhedslisten støtter også en annullering og er klar til at sikre regeringen flertal.

Venstre og Dansk Folkeparti står til gengæld fast på, at det nuværende opholdskrav er det rette.

Samme toner lyder fra beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF), der fastholder, at der er brug for et værn mod misbrug af dagpengesystemet.

Kilde: Politiken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu