ANNONCE

Regioner inddrages på ny måde i coronakamp

5. marts 2020 18:20 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Flere af de i alt 20 smittede er kommet hjem fra rejser til Norditalien, som er hårdt ramt af coronavirus.

Yderligere fem personer er blevet testet positive for coronavirus, meddeler Styrelsen for Patientsikkerhed torsdag. 286 personer er i hjemmekarantæne.

Det betyder, at det samlede antal smittede i Danmark indtil videre har nået 20 personer, heriblandt én på Færøerne.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser endvidere i pressemeddelelsen, at man er i gang med smitteopsporingen og håndteringen af de personer, der har haft tæt kontakt til de smittede.

Disse personer kommer i hjemmekarantæne, oplyser styrelsen.

Smittet i Norditalien

Torsdag den 27. februar blev den første person testet positiv for coronavirus i Danmark. Her var der tale om en medarbejder på TV2 News, som mandagen forinden var kommet hjem fra en skiferie i Norditalien.

Flere af de personer, der tidligere er blevet bekræftet smittet, er kommet hjem fra rejser til Norditalien. Italien er på nuværende tidspunkt det land i Europa, hvor coronavirus er mest udbredt.

Også tidligere landsholdsspiller i fodbold Thomas Kahlenberg er blevet smittet med coronavirus. Det har medført, at 13 personer i Brøndbys organisation er kommet i karantæne, oplyste fodboldklubben på sin hjemmeside tidligere torsdag.

Thomas Kahlenberg er blevet smittet på en rejse til Hollands hovedstand, Amsterdam. Her har myndighederne torsdag opdateret antallet af smittede med coronavirus til 82 personer.

Det fremgår ikke, om de nye smittede er blevet smittet på rejser i udlandet.

Der er desuden heller ikke nogen oplysninger om de nye smittetilfældes køn, alder eller bopæl for nuværende.

Regioner inddrages

Mens antallet af smittede i Danmark stiger, har Sundhedsstyrelsen nu bedt landets fem regioner om at komme med bud på, hvordan de kan skrue op for kapaciteten til at teste for coronasmitte.

– Det kan være på fremskudte testfaciliteter eller mobile klinikker, siger overlæge Bolette Søborg, Sundhedsstyrelsen.

Som det er nu, er det de infektionsmedicinske afdelinger på seks sygehuse landet over, der står for udredningen.

Men der er brug for at skrue op for kapaciteten og aflaste disse afdelinger, lyder det fra Bolette Søborg.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu