Rekordfangst: 16 ton kokain beslaglagt

18. juni 2019 23:00 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Politiet i Philadelphia fandt kokain i syv containere på skib, der skulle være sejlet til Europa.

Rekordfangst: 16 ton kokain beslaglagt
Havnen i Philadelphia, hvor skibet med de syv containere med kokain blev stormet af politiet tirsdag. Foto: William Thomas Cain/AFP

Når man hører sætningen ‘City of Brotherly Love’, så tænker man på en by, hvor folk tager sig af hinanden og bekymrer sig om personen ved siden af.

Og man kan på mange måder sige, at der i Philadelphia, som er kendt under navnet ‘City of Brotherly Love’, ville blive taget hånd om hinanden – altså hvis man har haft hang til hård narko i form af kokain.

Politiet i byen Philadelphia på den amerikanske østkyst har beslaglagt 16 ton kokain til en værdi af over en milliard dollar (knap 6,7 milliarder kroner).

Det er en af de største beslaglægger af narko i USA’s historie, skriver avisen Philadelphia Inquirer.

Kokainen blev fundet i syv containere om bord på et skib, som skulle sejle til Europa.

Forinden have skibet lagt til i Chile, Panama og Bahamas. Flere besætningsmedlemmer på skibet er anholdt og sigtet, oplyser den føderale anklagemyndighed.

– Dette er en af de største beslaglæggelser i USA’s historie, skriver den føderale anklager William McSwain på Twitter.

– Denne mængde af kokain kunne dræbe millioner – MILLIONER – af mennesker, konstaterer han på Twitter.

Skibet lå til kaj ved en havneterminal på Delaware-floden, da det blev stormet tidligere tirsdag.

Philadelphia Inquirer skriver, at der har været flere større beslaglæggelser af kokain i det nordøstlige USA. Men ikke nær i det omfang, som blev beslaglagt tirsdag.

I marts fik politiet i New York sin største fangst i et kvart århundrede, da det lykkedes at lægge hånd på kokain til en værdi af 77 millioner dollar.

Politiet var tirsdag aften dansk tid fortsat i gang med at ransage skibet med de syv containere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu