ANNONCE

Rekordmange plejehjemsbeboere døde

19. januar 2021 19:59 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

I uge to døde 106 smittede på landets plejehjem

Rekordmange plejehjemsbeboere døde
Der er fortsat corona på landets plejehjem. (Arkivfoto) Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Rekordmange plejehjemsbeboere smittet med covid-19 døde sidste uge.

I uge to afgik 106 smittede på landets plejehjem ved døden, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det hidtil højeste antal dødsfald var i uge 53. Her døde 87 smittede på landets plejehjem.

Det er dog ikke så mærkeligt, at der fortsat sker dødsfald, selvom beboerne lige nu er ved at få det andet og sidste stik coronavaccine.

Det siger Søren Riis Paludan, professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet.

– Enten er det nogle, der ikke er blevet vaccineret, ellers er de smittet i tidsvinduet mellem første stik og den fulde immunitet, siger han.

Kan smittes efter første stik

Selvom man har fået det første stik med coronavaccinen, kan man godt blive smittet alligevel.

Det skyldes, at der går noget tid, før immunsystemet får lavet de antistoffer, som beskytter mod ny coronavirus.

Der ses en effekt et par uger efter det første stik. Den fulde effekt er målt en uge efter det andet og sidste stik.

Tre procent af beboerne har fået det andet og sidste med en vaccine, efter at der i weekenden blev taget fart på anden runde af vaccinationen.

Knap ni ud af ti af de omkring 40.000 beboere på landets plejehjem har fået det første af to stik med en coronavaccine.

– Smitten skulle falde fra næste uge, vil jeg sige, og dødeligheden fra om to-tre uger, vurderer Søren Riis Paludan.

Allerede sidste uge var der et fald i antallet af nye bekræftede tilfælde.

Corona på 99 ud af 930

Der var 340 nye tilfælde i uge 2, hvilket er det laveste siden uge 51 sidste år, hvor der var 312 bekræftede tilfælde.

Antallet af test er samtidig faldet. Andelen er prøver, der er positive, er dog også den laveste siden uge 51.

Der blev sidste uge fundet corona på 99 af landets omkring 930 plejehjem. Det svarer til lidt mere end hver niende plejehjem.

Ugen før var der corona på omkring hver ottende plejehjem. Her blev fundet 458 nye smittede.

Laveste i månedsvis

Det seneste døgn er yderligere 724 konstateret smittet med Covid-19. Det laveste siden oktober. Selvom tallet er lavt – og generelt har været nedadgående, siden vidtrækkende restriktioner blev indført, så er kontakttallet, der angiver smittens spredning fortsat for høj.

Det kan dog ændre sig.

En ny prognose, som Statens Serum Institut (SSI) har offentliggjort tirsdag, fremgår fremskrivninger, der nogenlunde indikerer, hvorfor eksperter siger, at der formentlig kan ventes restriktioner i hvert fald frem til påske.

Årsagen er i udgangspunktet den britiske coronavirus-variant kaldet B117. Den vurderes til at være op mod 70 procent mere smitsom end de varianter, der er dominerende i Danmark.

– Prognoserne for smittetallet i starten af april er stærkt afhængige af det relative kontakttal for cluster B117, som beskriver hvor meget højere kontakttallet er for cluster B117 sammenlignet med de øvrige cirkulerende virusvarianter, siger Camilla Holten Møller, som er læge, ph.d. og leder af ekspertgruppen bag rapporten, i en pressemeddelelse.

Måske 400, måske 4000

Præcis, hvor stor forskellen er? Ved et relativt kontakttal på 1,36 – som i øvrigt er det, B117 er udregnet til at have netop nu – vil der i begyndelsen af april være omkring 400 smittetilfælde per dag.

Er det relative kontakttal derimod 1,53, vil der ifølge prognoserne være omkring 4000 nye smittetilfælde hver dag, når vi når april.

Beregningerne er dog behæftet med et vist efterslæb og stor usikkerhed på grund af et begrænset datagrundlag. Altså en meget lille andel af testmateriale til at basere udregningerne på.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu