ANNONCE

Ny smitterekord: Her kommer der nye restriktioner

10. december 2020 13:54 | Af: Ritzau Fokus

I alt bliver 79 procent af den danske befolkning ifølge minister underlagt skærpede coronarestriktioner

Det seneste døgn er der sat rekord for både antal nye smittetilfælde og antallet af prøver for coronavirus.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde torsdag.

I alt er der registeret 3132 nye smittetilfælde. Det et det højeste nogensinde i løbet af pandemien.

Det rekordhøje antal smittetilfælde er fundet på baggrund af mere end 110.000 prøver. Det er ligeledes det højeste under pandemien.

Ifølge Heunicke er i alt 918 personer i Danmark nu døde, mens de har været smittet med coronavirus. Det er en stigning på 14 personer i forhold til onsdag.

Nye kommuner får restriktioner

Fra fredag klokken 16 underlægges alle kommuner i Region Sjælland og Midtjylland samt kommuner i Trekantsområdet skærpede restriktioner.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde torsdag.

Også Aalborg rammes. I alt bliver 79 procent af den danske befolkning ifølge Heunicke underlagt de udvidede coronarestriktioner. Siden onsdag har 38 kommuner allerede været underlagt restriktionerne.

Desuden rykker Region Sjælland og Region Midtjylland op i risikoniveau 4. Det næsthøjeste. Her var Region Hovedstaden i forvejen.

Bliv hjemme

Heunicke opfordrer alle til at blive hjemme, så vidt det er muligt.

– Vi skal have kontrol med smitten. Vi opfordrer alle til så vidt muligt at blive hjemme, så vi kan få samfundsaktiviteten ned, siger han.

Sundhedsministeren understreger, at det er nu, at befolkningen skal holde fast, da vaccinerne er lige rundt om hjørnet.

Vacciner kan blive godkendt den 31. december. Kort tid efter vil det være muligt at vaccinere i Danmark, siger Heunicke.

– 21 dage er der til. Det er altså nu, vi skal holde fast. Vi må ikke slippe kontrollen, inden vaccinen kommer, siger Heunicke.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu