ANNONCE

Restaurant eksploderet: Politi efterlyser mand

24. september 2019 17:30 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Politiet har efterforsket sagen dagen igennem - og nu har de fået et signalement af en mand, der kan have interesse for sagen.

Natten til tirsdag oplevede et spisested på Amager en eksplosion. Det oplyste Københavns Politi tidligt tirsdag morgen.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne. Politiet har heller ikke anholdt nogen i forbindelse med sagen.

– Vi får klokken 03.30 en anmeldelse fra borgere, som har hørt et stort brag, siger vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

Leder efter en person

Københavns Politi har gennem det meste af dagen været igang med at efterforske sagen.

Tidligere på dagen kom det frem, at en person var set løbe fra gerningsstedet, hvor eksplosionen skete.

Men nu har Københavns Politi frigivet et signalement af personen, der er set løbe væk fra gerningsstedet.

Manden bliver beskrevet som mellem 16-18 år gammel. Han skulle samtidig være mellem 175-180 centimeter høj.

Han bliver videre beskrevet som mellemøstlig af udseende, samt iført mørke bukser og sko, mens han havde en mørkeblå/sort dunjakke på.

Den unge mand skulle være slank af bygning og med kort hår. Han er sidst set for enden af Nålemagerstien.

Hvis man har oplysninger i sagen, så vil Københavns Politi gerne kontaktes på telefon 114.

Foran restaurant

Braget viste sig at stamme fra en eksplosion på adressen Røde Mellemvej 16.

– På stedet ligger en restaurant eller take away med thaimad. Facaden er delvist sprængt i stykker, men der er ikke sket skader på andre bygninger i nærheden. Der er fundet nogle fragmenter liggende på parkerede biler, siger vagtchefen.

Det er alt for tidligt at sige noget om et muligt motiv til hændelsen, understreger Henrik Svejstrup.

– Vi ved endnu ikke, hvad der er sket. Men vi har teknikere på plads derude for at få klarlagt, hvad der er sprængt, siger han.

Politiet har endnu ikke talt med indehaveren af spisestedet, oplyser vagtchefen kort efter klokken fire tirsdag morgen.

Talstærkt til stede

Vagtchef Henrik Svejstrup forklarede tidligt tirsdag morgen til Newsbreak.dk, at politiet var talstærkt til stede og arbejdede i området.

– Vi har lavet en afspærring af Røde Mellemvej mellem Vejlands Alle og Peder Lykkes Vej og det må forventes at vare til først på formiddagen, siger Henrik Svejstrup.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu