ANNONCE

Restaurantbranchen: Det er ikke vores skyld

18. september 2020 16:01 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Hos restaurationsbranchen ser man uforstående til, mens spisestederne igen betaler prisen.

Restaurantbranchen: Det er ikke vores skyld
Hos restaurationsbranchen undrer man sig over, at det igen er her, de bliver hårdt ramt. Foto: Scanpix

Brancheforeningen for hoteller og restauranter, Horesta, er hurtigt ude oven på nok et pressemøde, der handlede om udbruddet med ny coronavirus. For allerede fra lørdag klokken 12 gælder det, at restauranter og barer landet over skal lukke senest klokken 22 – og der stilles krav om mundbind til personale og gæster.

Sådan præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) nogle af de nye tiltag, der skal være med til at begrænse smittespredningen, der i øjeblikket sker med hastige skridt over hele Danmark. Mellem torsdag og fredag er 454 personer testet positiv for smitte i Danmark.

Antallet af indlagte er på halvanden uge fordoblet på grund af den voldsomme smittestigning. Der er nu fem gange så mange indlagte som den 11. marts, hvor Danmark blev lukket ned, fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Det er naturligvis alvorligt nok, men hos Horesta er man uforstående over for, at restauranterhvervet skal betale prisen i kampen mod smittetrykket, siger Kirsten Munch, der er politisk direktør i Horesta, i en pressemeddelelse.

Hvem smittes

Over noget tid har de fleste øjne været rettet mod Odense og København, fordi smitten i særdeleshed spredtes her, men pludselig tog det for alvor fart på den københavnske vestegn. Aktuelt er der for eksempel 267 smittede per 100.000 indbyggere i Ishøj Kommune. Den kritiske grænse er 20. Ni kommuner er nu over 100 per 100.000.

Smitten har siden bredt sig til alle hjørner af landet, og derfor præsenterede regeringen fredag nye restriktioner, der træder i kraft lørdag klokken 12. Blandt dem altså endnu skrappere krav til restauranter, hvor der i forvejen er krav til antal gæster og afstand mellem selskaber.

(Artiklen fortsætter under fakta-boksen)

Fakta

Nye restriktioner gælder fra lørdag 19. september

* Restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22 i hele landet. Også hvis der er tale om private arrangementer på restaurationerne.

* Der indføres krav om mundbind eller visir, når man står eller går på en restaurant indføres i hele landet. Og det gælder både gæster og ansatte.

* Fester i private hjem bør også lukke klokken 22, men det er en anbefaling og ikke et lovfæstet krav.

* Både private og offentlige arbejdspladser opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, i det omfang det er “muligt og hensigtsmæssigt”.

* Der indføres skærpede besøgsrestriktioner på sygehuse og plejehjem.

* Forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer i hele landet. Arrangementer, hvor man sidder ned, vil det dog fortsat være tilladt at være op til 500 personer. Det gælder eksempelvis sports- og kulturarrangementer.

* Myndighederne opfordrer borgere til at rejse med offentlig transport uden for myldretiden.

* Derudover opfordres borgerne til generelt at begrænse deres sociale samvær.

* Restriktioner og anbefalinger gælder fra lørdag 19. september og indtil videre frem til 4. oktober. De er senere forlænget frem til 31. oktober.

Kilde: Regeringen.

– Vi savner dokumentation for, at det er restauranterhvervet, som har fået smittetrykket til at stige. Myndighederne har selv påpeget, at det er private fester og events, der har udløst de større smittekæder, og smitten er nu udbredt over hele samfundet, siger Kirsten Munch i pressemeddelelsen.

Hun har faktisk en pointe. For smitten er særdeles udbredt mellem de 20 til 29-årige, og Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smittesporing i Danmark, har flere gange i den seneste tid, at smitten primært er sket ved private arrangementer og fester. En byfest i Dronninglund har ligeledes en stor andel i, at Brønderslev Kommune nu har næstflest smittede per 100.000 indbyggere.

Alvorligt

Restauranterhvervet var som de fleste andre lukket i lidt over to måneder henover foråret. Siden har omsætningen ifølge Horesta i gennemsnit ligget på 60-70 procent af det normale. Mange har klaret sig igennem takket være hjælpepakker, der nu er udløbet. Med indførelsen af de nye restriktioner, vurderer Horesta, at omsætningen ryger under 50 procent af det normale.

– Vi står lige nu helt uden hjælp. Halvdelen af den normale omsætning vil være væk, og vi aner ikke, hvad vi kigger ind i. Vi er blevet bedt om at vise samfundssind, og det har virksomhederne i den grad gjort, siger Munch, der efterlyser økonomisk hjælp til branchen. Det er uvist, om den kommer. Da de restriktioner, der nu er gjort landsdækkende, blev indført i Odense og hovedstadsområdet, sagde Magnus Heunicke:

– Der er ikke lavet en politisk aftale om yderligere hjælpepakker. Det ligger inden for de eksisterende hjælpepakker, at vi skal have mulighed for at lave disse lokale restriktioner, sagde Magnus Heunicke.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu