ANNONCE

Restriktioner ophæves før tid

19. november 2020 10:43 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Restriktioner i Nordjylland bliver lempet igen, lyder det fra flere borgmestre.

Restriktioner ophæves før tid
Landmænd på massevis traktorer samlet i demonstration i Aalborg, lørdag den 14. november 2020.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

De ekstra skrappe restriktioner i Nordjylland bliver ophævet torsdag og fredag.

Det fortæller tre borgmestre til DR.

Det betyder blandt andet, at nordjyder ikke længere frarådes rejser til resten af landet.

Ændringen er allerede trådt i kraft torsdag klokken 10. Det fortæller Mikael Klitgaard (V), borgmester i Brønderslev, til DR.

Restauranter og caféer åbne fra fredag, ligesom der også blive åbnet for den kollektive trafik.

De syv kommuner er Vesthimmerland, Frederikshavn, Thisted, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Læsø.

Før tid

Restriktionerne skulle efter planen have været gældende frem til 3. december.

Sundheds- og Ældreministeriet har endnu ikke bekræftet, at restriktionerne er ophævet.

Hos Dansk Industri mener administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen, at den delvise nedlukning har været hård for nordjyske virksomheder.

– Det har været to lange uger for Nordjylland, så det er godt nok en vigtig og ventet nyhed.

– Restriktionerne har skabt store frustrationer og problemer for nordjyske virksomheder og borgere, så åbningen har været ventet og efterspurgt, siger Lars Sandahl Sørensen i en skriftlig kommentar.

Derfor blev der lukket ned

På et pressemøde den 5. november fik de syv nordjyske kommuner besked om, at de skulle isoleres fra resten af landet.

– Det er de syv kommuner, hvor sundhedsmyndighederne ser størst forekomst af smitte med den her minkvariant, sagde statsminister Mette Frederiksen (S).

Bekymringen gjaldt særligt en variant, som er konstateret hos 12 personer i Nordjylland.

Den variant er senere blevet kendt som cluster 5, men den har altså aldrig været på Læsø. Hverken hos mink eller hos mennesker. Det bekræfter Statens Serum Institut i et svar til DR.

Undrede sig

Oplysningerne undrer borgmesteren på Læsø, Karsten Nielsen (DF).

Da han forud for nedlukningen blev orienteret af henholdsvis sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og statsminister Mette Frederiksen (S), sad han med det klare indtryk, at der var fundet cluster 5 på Læsø, og at det var begrundelsen for, at øen skulle lukkes ned.

– Det var min absolutte antagelse, siger han.

Forskellige opfattelser

I de andre isolerede kommuner i Nordjylland har borgmestrene forskellige opfattelser af den begrundelse for nedlukning, de fik af statsministeren og sundhedsministeren inden pressemødet.

Frederikshavns borgmester Birgit S. Hansen (S) forstod, at man lukkede kommunerne for at masseteste borgerne og på den måde finde ud af, om der var cluster 5.

Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen (V) siger, at han fik at vide, at de fleste af de 12 personer med cluster 5 bor i Vendsyssel. Han tog det derfor for givet, at der også var mindst én med cluster 5 i hans kommune.

I Jammerbugt Kommune siger borgmester Mogens Gade (V), at han ikke kan huske helt præcist, hvad der blev sagt på mødet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu