ANNONCE

Retssag om smugler-hunde er i gang

5. marts 2021 10:14 | Af: Morten Hermansen, redaktion@newsbreak.dk

100 hunde af racen fransk bulldog er blevet smuglet ulovligt ind i landet. Nu skal retten afgøre tre tiltaltes skæbner

Retssag om smugler-hunde er i gang
Fredag sidder tre mænd på anklagebænken - tiltalt for ulovlig import af hunde af racen fransk bulldog. Foto: Antje Lindert-Rottke/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Tre mænd er fredag på anklagebænken – tiltalt for ulovlig import af hunde fra Polen.

Der var en rolig men også meget afventende stemning i Retten i Kolding fredag morgen, da retssagen mod tre mænd skulle begynde.

-Er du sikker på, vi er gået rigtig, spurgte en af de tiltalte spøgefuldt anklageren, da dommeren var fem minutter forsinket.

Mændene er tiltalt for at have forbrudt sig mod dyreværnsloven og ulovligt at have solgt hunde af racen fransk bulldog importeret fra Polen.

De tre midaldrende mænd sad pænt klædt og roligt og lyttede til anklageren, som læste anklage skriftet op. For at undgå smitte var alle tre mænd og deres advokater adskilt af plexiglas.

De er tiltalt for 24 forhold, som anklageren bekrev som “enslydende”.

Sagen tager afsæt i dyreværnsloven og handler om “samhandel og videreførsel af hundehvalpene for at opnå en økonomisk fordel uden tilladelse til erhvervsmæssig handel med dyr”. Det får anklageren rigtig nok sagt en del gange.

Anklageren kræver fængsel i op mod fire måneder samt konfiskation af 690.000 kroner svarende til prisen på 100 hundehvalpe af 6.900 kroner stykket.

Alle tre mænd nægter sig skyldige i sagen. Anklageren fortalte i retten, at ingen af de tre mænd har villet udtale sig til politiet, men de er gået med til at udtale sig i retssalen.

Sagen kort

Tre mænd på henholdsvis 52, 56 og 59 år er tiltalt for ulovlig import og salg af racen fransk bulldog fra Polen. De tre mænd skal for retten klokken 09.00 5. marts ved retten i Kolding.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet drejer sagen sig om import af 100 hvalpe af racen fransk bulldog. Politiet mener, at hver enkelt hvalp er blevet indført til Danmark fra Polen. Herefter er hvalpene blevet solgt til private borgere via annoncer på nettet.

De tre mænd var ikke registreret som importører af dyr hos Fødevarestyrelsen, og de havde heller ikke tilladelse til erhvervsmæssig handel med dyr.

Der er afsat mindst ni dage til retssagen med mulighed for et par ekstra dage. Det forventes at sagen er afgjort i slutningen af maj eller starten af juni.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu