ANNONCE

Ringede 112 og blev fundet død 11 timer senere

14. december 2019 09:18 | Af: Newsbreak.dk

59-årig mand fortrød selvmordsforsøg og ringede 112. Men ambulancen blev aldrig sendt afsted. Det skriver Sjællandske.

(Citathistorie fra Sjællandske)

Der er cigaretskodder i askebægeret, og på spisebordet står glasset med den sidste sjat stadig. Ved siden af står juicekartonen, for han brugte appelsinjuice til at få det billige sprøjt til at glide ned.

Mandag den 28. oktober ved 8-tiden fik hjemmesygeplejersken skubbet vinduet i studielejligheden op og kravlede ind i stuelejligheden.

Hun stillede de tomme spiritusflasker ud i køkkenet, da hun havde ringet 112.

Ringede selv 112

Aftenen før, klokken 20.59, fik beboeren i Korsør-lejligheden selv kontakt til alarmcentralen for Østdanmark.

– Jeg skal bruge en ambulance. Jeg har faktisk forsøgt selvmord, jeg har drukket tre flasker whiskey. Vil du hente mig? Døren er åben. Lægevagten siger, at jeg skal have en ambulance, ellers dør jeg, forklarer 59-årige Kim Adolph snøvlende, men tydeligt på optagelsen fra 112.

Da vagthavende hos 112 kobler den sundhedsfaglige visitator fra AMK-vagtcentralen i Næstved på samtalen, reagerer Kim Adolph således:

– En sygeplejerske, jeg skal sgu ikke have nogen sygeplejerske. Jeg kan ikke mere nu. De skal sgu hente mig. Farvel.

Ringede tilbage, men sendte ingen ambulance

Den sundhedsfaglige visitator hos AMK-vagtcentralen (Akut medicinsk koordinering) har ikke hørt første del af samtalen med 112, men spørger, hvad der skete:

– Han har vist lagt på. Han havde åbenbart kontaktet lægevagten med massivt alkoholforbrug. Han har vist drukket et par flasker i dag, lyder det fra politiassistenten på optagelsen.

– Jeg ringer op til ham, svarer sygeplejersken.

Familien fandt mobiltelefonen, da de fik adgang til lejligheden fredagen efter dødsfaldet og opdagede, at deres søn og storebror havde ringet til 112. Det sidste indkommende opkald et par minutter efter klokken 21 er ubesvaret.

Den ambulance, Kim Adolph bad om flere gange i sit livs sidste telefonopkald, blev aldrig sendt afsted.

Korrekt håndteret

Region Sjællands Præhospitalt Center i Næstved vurderer, at “den sundhedsfaglige visitator håndterer opgaven korrekt og professionelt, lagt op imod de oplysninger, der videregives af medarbejderen på 112 alarmcentralen”.

– Vi ringer altid tilbage til borgeren, hvis et opkald bliver afbrudt. Men hvis det ikke lykkes at komme igennem, så foretager den sundhedsfaglige en vurdering baseret på erfaring og mavefornemmelse, siger vagtcentralleder Brian Lindekilde Hansen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der står for alarmcentralen i Østdanmark, har ingen kommentarer, fordi klagesagen ikke er afgjort,

Men i en partshøring tilsendt til de pårørende erkender vicepolitiinspektør Jesper Lovmand fra centralt beredskab hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at “når man kender det samlede billede, så burde alarmoperatøren have præciseret”, at det drejede sig om et selvmordsforsøg.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu