ANNONCE

Risikerer dødsstraf: 22-årig gik amok i kirke og dræbte ni

15. december 2016 22:09 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Dylann Roof trængte sidste år ind i en kirke i Charleston, hvor han skød og dræbte ni mennesker.

Risikerer dødsstraf: 22-årig gik amok i kirke og dræbte ni
22-årige Dylann Roof risikerer dødsstraf, efter at han er blevet kendt skyldig i drab på ni personer i en kirke sidste år. Drabene var racistisk motiverede. Foto: Scanpix

Den 22-årige amerikaner Dylann Roof er torsdag blevet kendt skyldig i drab på ni personer i en historisk kirke for sorte i Charleston i delstaten South Carolina.

En føderal jury har fundet ham skyldig i samtlige 33 anklagepunkter, skriver en række amerikanske medier.

Roof risikerer dødsstraf i sagen.

Ifølge den 12 mand store jury var det blodige angreb i juni 2015 racistisk motiveret. Juryen går nu på juleferie og samles igen først i det nye år for at finde frem til en passende straf ifølge NBC News.

18 af anklagepunkterne kan hver især føre til dødsstraf. Dermed ventes han enten at blive straffet med døden eller fængsel på livstid.

Dylann Roof, der er hvid, har tidligere sagt, at han er tilhænger af et hvidt overherredømme.

Han har på sociale medier poseret med et sydstatsflag, som for mange er et symbol på slaveri og racisme, mens det symboliserer sydens arv for andre.

Drabene i kirken rystede USA og intensiverede racediskussionerne i landet. Det var ifølge Roof selv også pointen bag den grusomme massakre. Han har tidligere forklaret, at han ville starte en omspændende racekrig med sin vanvittige handling.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu