Robinson-retro: Legenderne vender tilbage til øen

11. juli 2018 10:17 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Ekstra Bladet erfarer, at to tidligere vindere deltager i den nye sæson af Robinson Ekspeditionen

Der er lagt i kakkelovnen til en stor sæson af Robinson Ekspeditionen, når to tidligere vindere vender tilbage til øen i den kommende sæson.

Ekstra Bladet erfarer, at ingen ringere end Dan ‘The Man’ Marstrand, der foran en million seere vandt programmet i 1999, samt vinderen i år 2000 Sonny Rønne Pedersen skal være med.

Vi har samlet alle de tidligere Robinson-vindere til et nostalgisk gensyn i galleriet her.

Richard Asklund, der var med i 2016, deltager også, skriver Ekstra Bladet. Richard modtog ellers trusler efter han deltog første gang, men er nu altså klar igen.

Hemmelighedsfulde hovedpersoner

Hvilken rolle de tidligere deltagere får er uklart, men Ekstra Bladet skriver, at de alle var med på det fly, der fløj årets ekspedition til Filippinerne.

Hos TV3 har man ingen kommentarer til Ekstra Bladets afsløringer, og det er også en sjældent fåmælt Dan Marstrand, avisen har fanget:

– Det kan jeg ikke bekræfte. Jeg er 70 år, der er da ingen rolle til en 70-årig. Men det lyder dejligt, siger han grinende til Ekstra Bladet.

Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få en kommentar fra Dan Marstrand.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu