Rockwool vil forbedre flygtningelejrene

2. juli 2015 05:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Rockwool vil forbedre flygtningelejrene
Foto: ELo Christoffersen (Arkivfoto)
Foto: ELo Christoffersen (Arkivfoto)

Foto: ELo Christoffersen (Arkivfoto)

Kan isoleringsmåtterne fra den danske Rockwool-koncern bruges til at forbedre forholdene i verdens mange flygtningelejre?

Det spørgsmål er den danske virksomhed nu gået i gang med at besvare i et usædvanligt partnerskab med bistandsorganisationen Folkekirkens Nødhjælp, skriver Berlingske.

Allerede til efteråret er de to samarbejdspartnere parate til at teste en række konkrete løsninger i flygtningelejren Kakuma i det nordlige Kenya.

»Der har aldrig været så mange flygtninge som nu, og antallet ser desværre ikke ud til at ville falde. Så der er akut brug for innovative løsninger, der kan sikre bedre og mere permanente livsvilkår for verdens flygtninge,« siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, der derfor er meget begejstret for samarbejdet med Rockwool.

Rockwool-direktør ser frem til partnerskabet

Også i Rockwool-koncernen ser administrerende direktør Thomas Kähler frem til partnerskabet.

»Vi har produceret stenuld siden 1909. Til gengæld har vi ikke tilstrækkelig viden om de forhold, der er i flygtningelejrene. Det har Folkekirkens Nødhjælp, og derfor kan vi sammen arbejde på løsninger til gavn for verdens flygtninge,« siger Thomas Kähler. Han understreger, at partnerskabet med Folkekirkens Nødhjælp er et led i Rockwools bestræbelser på at udvise social ansvarlighed – Corporate Social Responsibility (CSR).

»CSR-vinklen har været indgangen til partnerskabet med Folkekirkens Nødhjælp, men også rent forretningsmæssigt kan det blive interessant, hvis det lykkes,« siger Rockwools administrerende direktør i Skandinavien.

Stenuld har mange muligheder

Rockwools produkter er fremstillet af stenuld, der er et ikke-brandbart materiale med mange anvendelsesmuligheder. Det kan både beskytte mod varme, fugt og kulde og kan dermed være en fordel i områder med ekstreme vejrforhold.

Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp peger blandt andet på de kolde vintermåneder i Syrien, Tyrkiet, Libanon og Jordan, hvor temperaturen kan falde til langt under frysepunktet. Det kostede flere flygtninge livet sidste vinter.

»Samtidig ved vi, at rigtigt mange flygtninge lever i årevis i lejrene. Mange hele deres liv. I gennemsnit er en flygtning på flugt i syv år, og derfor er der brug for innovative løsninger, der kan gøre livet i lejrene bedre,« siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Kan også suge vand

Stenuld kan også suge vand og kan dermed bruges i de flygtningelejre, der fra tid til anden oversvømmes. Men stenuld holder også på vand og mineraler og kan derfor bruges som plantekasser i flygtningelejrene, hvor der ofte er mangel på vand.

»Problemet i flygtningelejrene er tit for meget eller for lidt vand. Mange af de problemer kan vores produkt være med til at afhjælpe,« siger den administrerende direktør i Rockwool, der allerede er i gang med at teste, om stenulden kan bruges til shelters.

Sidste år opstillede Rockwool derfor 50 topersoners shelters på Roskilde Festivalen som et alternativ til de traditionelle telte.

De 50 stenulds-hytter blev lejet ud til festivalgæster, som efterfølgende gav forbedringsforslag til koncernen, og i år tester Rockwool derfor nye, forbedrede shelters på festivalpladsen, fortæller Thomas Kähler.

Samarbejde hilses velkommen

I Dansk Flygtningehjælp, der opererer i flygtningelejre i 36 forskellige lande hilser generalsekretær Andreas Kamm samarbejdet mellem Folkekirkens Nødhjælp og Rockwool velkommen.

»Det lyder som et rigtigt godt tiltag. Der er hårdt brug for smarte og gerne lavteknologiske løsninger på de problemer, jeg selv er stødt på rundt omkring i verdens flygtningelejre,« siger Andreas Kamm.

Han er meget opsat på at samarbejde med danske virksomheder og ingeniører om at levere løsninger, der kan lette livet i flygtningelejrene og samtidig være en god forretning for virksomhederne.

»Vi har jo eksempelvis danske virksomheder med stor ekspertise inden for bæredygtig forsyning og brug af vand. Med de flygtningestrømme, vi oplever nu, og med den interesse, som europæiske regeringer udviser for at hjælpe flygtningene i nærområderne, kan det blive en god forretning,« siger Andreas Kamm.

Så sent som i går slog FNs Flygtningshøjkommissariat, UNHCR, alarm over forholdene i lejrene i Syriens nabolande, der huser omkring fire millioner syriske flygtninge.

»Mange af flygtningene har ikke andet valg end at flygte videre,« advarer UNHCR.

Derfor er Danmarks nye udenrigsminister, Kristian Jensen (V), også glad for nyheden om partnerskabet mellem Folkekirkens Nødhjælp og Rockwool.

»Det er helt afgørende at tænke nyt, når det handler om at afhjælpe verdens enorme flygtningeproblemer. Partnerskabet mellem Rockwool og Folkekirkens Nødhjælp er et godt eksempel på et innovativt samarbejde mellem en privat virksomhed og en nødhjælpsorganisation, der på sigt kan forbedre forholdene for flygtninge i store flygtningelejre i blandt andet Afrika,« fastslår Kristian Jensen i en skriftlig kommentar.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu