ANNONCE

Slæbt efter flugtbil

2. juli 2020 13:25 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Under et røveri onsdag formiddag fik en kvindelig medarbejder flere knubs.

Slæbt efter flugtbil
En kvindelig medarbejder blev slæbt efter røvernes bil, da hun forsøgte at standse dem efter et røveri i en golfbutik. Foto: Morten Germund/Ritzau Scanpix

Da en medarbejder i Golfshoppen forsøgte at standse to røvere, blev hun i stedet slæbt efter bilen, tyvene flygtede i.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Onsdag formiddag kom to mænd ind i butikken på Islandsgade i Haslev.

Hurtigt gik de to mænd dog igen. I deres varetægt havde de flere golftasker med tilhørende udstyr, som de ikke havde betalt for.

De to gerningsmænd satte sig ind i en grå stationcar af ukendt mærke og fortsatte i en nordlig retning.

Da greb en medarbejder fat i bilen og blev væltet omkuld. Hun blev slæbt efter bilen i nogle meter.

Efterfølgende blev hun kørt på sygehuset i Køge, hvor hun modtog behandling for de knubs, hun havde fået.

De to røvere beskrives således.

A beskrives som værende mellem 26 og 30 år gammel, 170 centimeter høj og skaldet eller maskinklippet.

Han var muskuløs af bygning og havde en grå t-shirt på. Røveren talte dansk.

B beskrives som værende mellem 20 og 30 år og 180 centimeter høj.

Han bar en sort maske eller mundbind og talte ligeledes dansk.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi hører gerne fra vidner, der har bemærket noget usædvanligt eller som kender til røveriet, der skete omkring klokken 11.07.

Hvis du har oplysninger, der kan hjælpe, kan du henvende dig på 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu