Røveri mod telefonbutik: Politiet efterlyser

23. januar 2020 19:17 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Røveriet blev begået torsdag aften.

Var du en af de mange borgere, der var på vej til eller fra Næstved Banegård torsdag aften, og lagde du mærke til en sortklædt mand med en hvid plastikpose, så vil Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi meget, meget gerne høre fra dig.

Vagtchef ved politikredsen, Ole Hald, fortæller Newsbreak.dk, at politiet leder efter manden, efter at han 16.58 begik røveri mod en telefonbutik på Farimagsvej 27, nærmest dør om dør med banegården.

Artiklen fortsætter under videoen.

Manden var iført sort hættetrøje, sorte bukser og sorte handsker, da han trådte ind i butikken og med en pistollignende genstand truede sig til at få udleveret mobiltelefoner. De røg i en hvid pose, og manden forsvandt i ukendt retning fra stedet.

– Vi har ikke meget at gå efter. Men hvis en borger har lagt mærke til en mand, der havde lidt travlt med at komme væk med sin hvide plastikpose … siger Ole Hald.

Har man det, kan man kontakte politiet på telefon 114.

Politiet er selv på udkig efter manden, men problemet er, at man ikke engang ved, i hvilken retning manden forsvandt hen efter røveriet.

Hos politiet satser man derfor på, at en eller flere af de borgere, der var i området ved 17.00-tiden i dag, husker at have set manden, nu de bliver mindet om, at politiet efter røveriet rykkede ud i patruljevogne med blå blink.

Oplysninger om sagen skal rettes til Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på telefon 114.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu